Nyheder
Fjerritslev - nyt kontor og ny adresse

3F Midtfjord i Fjerritslev tager hul på ny æra


Torsdag d. 3. maj 2018 åbnede 3F Midtfjord sit nye kontor på adressen Østergade 33, stuen - i Fjerritslev (indgang sammen med Nordjyske).


Fagforeningen har siden 1975 haft til hus på Jernbanegade 1. Dengang var navnet SiD Fjerritslev, via fusioner - først med andre lokale SiD-afdelinger og siden med Kvindeligt Arbejderforbund - skiftede afdelingen navn til 3F Midtfjord.


Fra 1992 var Lindy Mortensen formand i SiD Fjerritslev og nu i 3F Midtfjord varetager han posten som næstformand.

Bestyrelsen for 3F Midtfjord med formand Lene Haugbølle i spidsen - er glade for det nye hjemsted i Fjerritslev, som er udlejet af Aagesen El.


Vigtigt at medlemmerne har kontor i nærområdet


- 3F Midtfjord har den erklærede strategi at være til stede i lokalområdet, så medlemmer ikke har langt til deres fagforening, siger Lene Haugbølle. Vi har således kontorer i Løgstør, Nibe, Aars og Fjerritslev. 

Nogle spørger, hvorfor vi har fire kontorer - i en tid præget af effektive teknologiske løsninger. Svaret er, at vi ønsker at være tæt på vore 4200 medlemmer. Hertil kommer, at vi også i vide udstrækning hjælper medlemmer med diverse elektroniske indberetninger, som det kan være svært for mange at finde ud af.


Lindy Mortensen understreger, at 3F Midtfjord lægger stor vægt på, at også afdelingens medlemmer nord for fjorden har kort afstand til et velfungerende servicekontor.


- Vort kontor i Fjerritslev er velbesøgt. Det berettiger til, at vi fortsætter med de nuværende ugentlige åbningstider mandag kl. 9-12 og torsdag kl. 13-17, pointerer Lindy Mortensen. Medlemmer kan således også fremover få information på både det faglige og A-kasseområdet. Tilmed kan vi holde samtaler med ledige og afvikle andre møder på kontoret i Fjerritslev.


3F Midtfjord har pr. 1. maj afhændet sit gamle domicil på Jernbanegade 1 til selskabet NF2018ApS ved Palle Breinholt, Fjerritslev.


Kontakt