Nyheder
Rengøringsområdet Jammerbugt 2018

Hvorfor ofre 1,2 millioner kr. på unødvendigt rengørings-udbud?


Flere medlemmer af Jammerbugt Kommunalbestyrelse gav på bestyrelsesmødet torsdag udtryk for, at de håbede på, at kommunens egen rengøringsenhed - Ejendomscentret - ville vinde det udbud, der skal ske på rengøringsområdet gældende fra 2020.


Mødet blev overværet af en stor del af Jammerbugt Kommunes hjemmehjælpere iført 3F-trøjer med slagord mod nedskæringer på området.


- Vi fatter simpelthen ikke, at Jammerbugt Kommunalbestyrelse vil ofre 1,2 millioner kr. på et udbud, som er helt igennem unødvendigt, siger næstformand Lindy Mortensen, 3F Midtfjord, der sammen med rengøringsassistenterne overværede mødet.


Tillidsrepræsentant Ina Ulla Bach, Fjerritslev, er på samme linie.


- Da Ejendomscentret blev dannet i 2016 lød sparekravet på 5,4 millioner kr. Det krav opfyldte vi, pointerer tillidsrepræsentanten. Konsekvensen er, at antallet af rengøringsassistenter siden den tid er faldet fra over 100 til nu 64.


Det betyder, at presset på de ansatte er skruet en tand op. Derfor stiller rengøringsassistenterne og 3F Midtfjord sig uforstående overfor, at der ved at konkurrenceudsætte området kan spares yderligere 2,4 mill. om året.


- Det kan ikke lade sig gøre uden alvorlige konsekvenser for rengøringsstandarden og arbejdsmiljøet. Disse konsekvenser vil koster Jammerbugt Kommune en stor del af de ekstra midler, som borgmesteren fremhæver går til sundhedsområdet, understreger Lindy Mortensen.


Ina Ulla Bach oplyser, at hvis det nye sparekrav skal opfyldes, vil det koste yderligere ti stillinger.


- Så får skoler og institutioner i Jammerbugten ikke en tilfresstillende rengøringsstandard. Derfor ville det klogeste være - hurtigst mulig at inddrage os på gulvet i beslutningerne. Vi er trods alt dem , der bedst ved, hvor skoen trykker, slutter tillidsrepræsentantn fra Fjerritslev.


 


Kontakt