Da det stod værst til, kunne Solveig Skals Jensen ikke overskue andet end at passe sit arbejde. Hun var ansat på tæppefabrikken Dansk Wilton, hvor hun skiftede mellem dag- og aftenhold. Et job, hun havde haft i 15 år, og som hun holdt meget af. Men gigten havde spredt sig til hendes knæ og alle yderste led i fingrene.  

Om natten var hun altid vågen på grund af smerter, så hun var nødt til at spise stærk, smertestillende medicin for at holde det ud. Mangel på søvn gjorde det svært for hende at overskue andet end sit arbejde. Og det manglende overskud kostede på hjemmefronten. 

”Hele min krop gjorde ondt. Jeg blev asocial. Det var nødvendigt for mig at slappe af og gøre alting i mit tempo. Selv mit yngste barnebarn havde jeg ikke ordentlig energi til,” fortæller Solveig Skals Jensen om tiden lige før, at hun blev nødt til at smide det berømte håndklæde i ringen. 

Skulle sige op

Det blev en klar melding fra Gigtambulatoriet, der fik hende til at sige stop. 

”Du bliver nødt til at gøre noget, og det eneste, der er tilbage af muligheder, er at stoppe på dit nuværende job,” lød det. 

Så kontaktede Solveig Skals Jensen 3F Midtjylland og forberedte sig på at sige sit arbejde op. Minna Madsen fra a-kassen tog over efter at have set lægejournalen, og hun guidede Solveig Skals Jensen til at stille lægen nogle bestemte spørgsmål, som blev skrevet i hendes journal. 

”Jeg skulle have en AR275 fra lægen, for så fik jeg ingen karantæne. Som almindelig arbejder ved man jo ikke den slags ting. Så Minna var guld værd,” fortæller hun.  

Efter jobbet på Dansk Wilton var sagt op, bad Minna Madsen hende om at tage kontakt til faglig sekretær Tina Schnoor.

Sekretæren kiggede på lægejournalen og bad Solveig Skals Jensen om at få en sygemelding hos egen læge, for det var ikke sandsynligt, at hun nogensinde kom til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet med den udbredte gigt i kroppen. 

”Tina hjalp mig med at få formuleret de rigtige ting hos min læge. Hun tog også med mig til møder på jobcentret, så jeg var sikker på, hvad der blev sagt,” fortæller hun.

Rundt i rundkørsel

Da hun fik opringningen fra kommunen, og sagsbehandleren spurgte, om hun havde hørt om seniorpension, blev hun både glad og lettet. 

”Hun havde læst mine papirer og mente, at det ville passe bedst. Fire en halv måned senere havde jeg fået godkendt en seniorpension,” smiler den 62-årige. 

Hun havde lige fået forlænget sine sygedagpenge, men dét blev der aldrig brug for. 

”Jeg havde haft det, som om jeg kørte rundt i en rundkørsel. Jeg vidste bare ikke, hvornår jeg skulle ud. Hjælpen fra fagforeningen betød, at der var nogle, der vidste, hvad der skulle stå i de papirer, og det var guld værd. Det betød, at sagsbehandleren kunne se, at det var seniorpension, jeg var berettiget til,” forklarer en lettet Solveig Skals Jensen. 

Nu har hun fået styr på sit liv, og hun tør at planlægge frem i tiden. Der er igen blevet overskud til både børnebørn og ægtemand. 

”Min mand sagde, at jeg var lige ved at køre ham ned med bekymring. Det er som at få livet tilbage. Nu har vi ro på økonomien og ved, at vi ikke skal gå fra hus og hjem. Det er en kæmpe lettelse”. 

Solveig Skals Jensen gik på seniorpension den 1. april 2022.