Nyheder
Urimeligt angreb på 3F og fagbevægelsen
Tidligere erhvervsminister Rasmus Jarlov har fået god tid siden regeringsskiftet. Det benytter han nu til at blande sig i forholdene på arbejdsmarkedet. Rasmus Jarlov mener, at regeringen skal gå ind i en sag fra lufthavnen i Kastrup.

Som tidligere minister ved Rasmus Jarlov ellers udmærket, at i Danmark er det arbejdsgiverne og lønmodtagerne, der aftaler overenskomster og andre regler på arbejdspladserne. Det klarer de faktisk ganske fint.

 

En hel række politikere har sammen med en Kristelig forening og andre indledt en kampagne mod 3F. Det sker efter en hændelse i lufthavnen i Kastrup. Her følte en vikar sig truet til medlemskab af 3F. Han optog en samtale med en kollega. Optagelsen var et bevidst forsøg på at lokke kollegaen i en fælde og få ham i fedtefadet. Det lykkedes. Meget bevidst gik han også til en avis med optagelsen. Det kunne have været løst på arbejdspladsen.

 

Jeg syntes selvfølgelig heller ikke at det er i orden at udsætte kolleger for trusler. Lovgivningen om foreningsfrihed skal også respekteres, på samme måde, som fredspligten på arbejdsmarked skal respekteres - sådan er spillereglerne. Det har 3F klart tilkendegivet, både lokalt og nationalt. Alligevel fortsætter kampagnen mod 3F.

 

Ingen er politianmeldt. Alligevel beskyldes 3F nærmest for at være kriminelle, og sammenlignes med Hell Engels. Det er aldeles urimeligt.

 

En arbejdsmarkedsforsker har sagt det meget tydeligt i radioen: Ufaglærte grupper som bagagearbejdere i en lufthavn har kun én måde til at holde fast i deres job, og det er ved at holde sammen. Det er også i fællesskab, vi kan forhindre, at ansatte bliver underbetalt.

 

Det er medlemmerne af organisationer som 3F, som har forhandlet sig til overenskomster som vi har gjort de sidste ca. 120 år. Det får ikke-medlemmer som vikaren i lufthavnen også glæde af. Derfor er det naturligt, at tillidsrepræsentanter opfordrer nyansatte til at blive medlemmer. Jeg syntes at vores Tillidsrepræsentanter gør et stort stykke arbejde ude på arbejdspladserne, for at få det til at køre.

 

Stop hetzen mod 3F. Lad arbejdsgivere og ansatte løse opgaverne på arbejdspladserne. Så beholder vi de rolige forhold, som vi har på det danske arbejdsmarked og er kendte for ude i verden. Så undgår vi tilstande som i Sydeuropa med masser af konflikter og tabte arbejdsdage.

 

Formand for 3F Midtjylland

Henning Vestbjerg Pedersen

 

Kontakt