Lockout er et urimeligt konfliktvåben

Udtalelse: Landsklubben for Murer-, Stenhugger og Stukkatørsvende bakker de offentligt ansatte op i deres kamp for en fair overenskomst

Regeringen har erklæret krig mod de offentligt ansatte og den kollektive velfærd.

Krigserklæring

De offentlige arbejdsgivere, herunder KL, har med deres storlockout erklæret krig mod fagbevægelsen og den offentlige sektor. Deres plan er på en og samme tid at tømme strejkekasserne og tvinge fagbevægelsen i knæ. Sidst var det lærerne – nu er det hele den offentlige sektor, man vil tvinge i knæ.

De offentlige arbejdsgiveres mulighed for lockout er et fuldstændig vanvittigt og helt urimeligt konfliktvåben. Det må der i fremtiden gøres op med.

Regeringens tvang

Regeringen har fra starten lagt kursen for alle de offentlige arbejdsgivere. Den har en dobbeltrolle som arbejdsgiver, men har også magten for at tvinge sin vilje igennem ved et hurtigt regeringsindgreb. Det kan kun forhindres ved et massivt folkeligt pres.

Ved disse overenskomstforhandlinger står fagbevægelsen samlet bag en solidaritetspagt – som betyder, at man vil kæmpe sammen for fælles krav om reallønsstigninger, særlige puljer til lavtlønnede og kvindefagene. Man står samlet bag lærernes krav om en arbejdstidsaftale og de statsansattes forsvar af deres betalte frokoster.

Det er tiden at sige stop og stå sammen med de offentligt ansatte, der ikke alene kæmper for deres egne løn og arbejdsforhold, men også kæmper for den kollektive velfærd.

Vi er som murersvende også brugere af den kollektive velfærd fra vugge til grav. Derfor er det også vores kamp.

Støt de offentligt ansattes OK-kamp - Ja til velfærd – nej til skattelettelser.

Landsklubben for Murer-, Stenhugger- og Stukkatørsvende v/ formand Morten Rasmussen

Mobil: 51299063

Mail: morten.rasmussen@3f.dk

Menu