Stå sammen og skab et bedre arbejdsliv

Nedslidning, udlændinge, dagpenge på skrump: Det er nødvendigt, at der sker forandringer, siger Morten Rasmussen

Som murere oplever vi lige nu problemer, som vi har svært ved at gøre noget ved alene: Pensionsalderen stiger og stiger. Knæene, skuldrene, albuerne, ja hele skelettet knirker, knager og knækker. Udlændinge flokkes fortsat om de løn-smuler, byggevirksomhederne kan slippe af sted med at efterlade til dem. Dagpengeretten er smuldret, så der reelt ikke er meget sikkerhedsnet tilbage.

- Vi er nødt til at sørge for, at der sker nogle forandringer. Som det er nu, er det urealistisk at være murer i 50 år eller mere, erklærer landsklubbens nye formand, Morten Rasmussen.

Læs også: Hvis man vil forandre noget, må man involvere sig

Stå sammen

Fagforeningerne og dermed også landsklubben skal igen være kamporganisationer, mener Morten Rasmussen. Det appellerer til de unge.

- De unge savner at se en aktiv fagbevægelse. For os som murere er problemet ikke at organisere de unge, men at gøre dem aktive, så de kan være med til at gå forrest for hele arbejderklassen, melder Morten Rasmussen ud. Han efterspørger kant:

- Vi skal turde diskutere politik ude på arbejdspladserne. Men han understreger, at murerne ikke kan skabe forandringer alene. Morten Rasmussen går ind for sammenkædning i overenskomstforhandlingerne.

- Sammenkædningsreglerne sikrer, at ingen faggrupper efterlades på bagperronen. Men vi har brug for sammenkædning af mere sammenlignelige grupper i fremtiden, siger Morten Rasmussen.

Menu