Træls at se på gamle døde huse

Det er træls at se på gamle, døde huse, der bare står der og står, siger Tobias Høg Uhre. Når svendebrevet er hjemme, vil han sætte de gamle huse i stand

Iklædt store forventninger, høje ambitioner og funklende nyt murertøj tog Tobias Høg Uhre på 20 år hul på mureruddannelsen på Aarhus Tech i januar 2018. Han glæder sig mere end noget andet til at komme i gang med at bygge noget samt lære faget at kende.

- Murer er et fantastisk godt fag. Man får lov at lave noget med fingrene, siger han. Da han har ADD har han svært ved at håndtere en skoledag, hvor man sidder ned i otte timer. Det var grunden til, at han droppede handelsskolen. Inderst inde lever drømmen om at blive en eller anden slags købmand dog fortsat. Den er ikke lagt på hylden.

- Jeg drømmer om at starte eget firma. Jeg vil gerne renovere gamle huse. Købe dem på tvangsauktion, sætte dem i stand og sælge dem videre. Det er træls at se gamle, døde huse, der bare står der, synes Tobias Høg Uhre.

Men hvis han bliver mester, så bliver han ikke mindre fysisk aktiv af den grund. Han vil ud og lave noget med hænderne. Det er derfor, han vil være murer. Og før han indfrier drømmen om eget firma vil han ud og høste erfaringer. Få gode kolleger. Bygge og holde en tidsplan. Det er mest trangen til at lave et godt stykke håndværk, der driver ham. Ikke så meget pengene.

Men som han siger: For at tjene penge skal man kunne noget.

Det er også det, der skal være med til at sikre, at han kan få opfyldt sin drøm.

Læs også: Murer er et fag med fremtid i

Menu