Nyheder
Vigtigt nyt om dit barns fritidsjob Pas på, at dit barn eller barnebarn ikke bliver snydt i sit fritidsjob

Jobpatruljen kører igen i år i Randers

FH-Randers kører Jobpatrulje i Randers i juni/juli måned.

I denne forbindelse besøges et større antal arbejdspladser, med henblik på at undersøge, om unge ansatte under 18 år, arbejder under de forhold som lovgivningen og overenskomster stiller krav om.

Erfaringsmæssigt er der mange steder store problemer med, at de unge arbejder med farlige maskiner, arbejder for mange timer eller ikke har modtaget ansættelsesbevis, feriepenge eller løn under sygdom, og det er bl.a. disse forhold, som Jobpatruljen undersøger nærmere.

Jobpatruljen består af unge fra 3F Randers og andre lokale fagforeninger, som kører rundt og besøger de forskellige arbejdspladser. Jan Guldmann er ansvarlig for Jobpatruljen i Randers.

Vil du med på Jobpatrulje så kontakt Jan GuldmannHar du forslag til arbejdspladser, som Jobpatruljen skal besøge, kan du kontakte Jan Guldmann på tlf. 30 67 63 40 eller jan.guldmann@3f.dk

 

Fritidsjob er ikke kun for sjov

-  hvert år bliver børn både lemlæstet og dræbt ved fritidsjob i Danmark.

Arbejdstilsynets statistik over anmeldte arbejdsulykker for børn og unge mellem 13 og 17 år er frygtelig. Hvert år udarbejdes en ajourført 5 års statistik, og den seneste statistik viser bl.a. at:

   6  børn er blevet dræbt

35  børn har fået amputeret en legemsdel (oftest fingre eller hænder)

35  børn er blevet ramt af forgiftning eller fået en ætsningsskade

406 børn har fået knoglebrud (brækkede fingre, tæer, arme og ben).

Så hvis man påstår, at børn aldrig kommer til skade under udførelse af et fritidsjob, bør man nok revurdere sin opfattelse.

Over 80% af alle unge under 18 år har i kortere eller længere tid et fritidsjob, og der er ingen tvivl om, at vores børn er glade for jobbet, og vel specielt den indtjening jobbet giver. Samtidig er de unge en generel dygtig og vellidt arbejdskraft, som udfører et godt stykke arbejde til gavn for virksomheden eller forretningen.

Som forældre er vi glade på vores børns vegne, og synes det kan være med til at modne dem, og også give dem lidt livserfaring om det at være på arbejdsmarkedet.

Med et fritidsjob følger et ansvar og pligter for den unge, men der medfølger også en hverdag, hvor den unges arbejde afgrænses af et stort antal love og regler, som er besluttet som en beskyttelse af vores børn.

Herudover er vores børn generelt sikret de samme rettigheder på arbejdspladsen, vi som voksne er omfattet af, og som forældre bør vi engang imellem stille os spørgsmålene:

• Ved vi hvad vores barn arbejder med i sit fritidsjob?

• Kan der være nogen fare ved det, som mit barn arbejder med?

• Får mit barn den løn, tillæg, feriepenge m.v. som love og overenskomster foreskriver?

• Har jeg som forælder snakket med mit barn om disse ting?

• Har du underskrevet det ansættelsesbevis, forældre SKAL underskrive, når dit barn er under 18 år???

 

Har du tjekket dit barns fritidsjob?

3F har udarbejdet denne tjekliste, der gennemgår de 10 vigtigste ting børn og unge bør være opmærksom på,

når de arbejder i ferier, efter skole eller i weekenden. Kan du svare JA! til alle 10 forhold?

 

JA! Mit barn har fået en ansættelseskontrakt.

Alle der ansættes i job med mindst 3 timer pr. uge skal senest efter 7 dage have et ansættelsesbevis.

JA! Mit barn får den rigtige løn. De fleste virksomheder er dækket af overenskomst med fagforeningen.

Det kan være en god idé at få tjekket lønsedlen hos tillidsrepræsentanten eller fagforeningen.

JA! Mit barn arbejder ikke i lokaler hvor der udskænkes alkohol. Unge som ikke har afsluttet 9. klasse må ikke arbejde, hvor der serveres øl, vin eller spiritus.

JA! Mit barn arbejder ikke sort. Det kan få alvorlige konsekvenser at arbejde ulovligt. F.eks. er dit barn kun dækket af arbejdsgiverens forsikringer, hvis det foregår lovligt.

JA! Mit barn arbejder ikke med farlige stoffer eller opløsningsmidler. Snak med dit barn om støv, røg, os, svampe, sprøjtemidler osv.

JA! Mit barns skoleklasse har haft besøg af en gæstelærer fra fagforeningen, der fortalte om rettigheder og muligheder på arbejdsmarkedet.

JA! Mit barn får 12,5% i feriepenge. Også børn og unge har krav på feriepenge, spørg barnets arbejdsgiver om de har styr på reglerne.

JA! Mit barn får dagpenge ved sygdom. Alle der har været ansat i 8 uger og arbejdet 74 timer inden for de sidste 8 uger, har krav på sygedagpenge.

JA! Mit barn arbejder ikke alene i butik mellem kl. 18.00 og 06.00 på hverdage og 14.00 og 06.00 i weekenden, medmindre der går en sikkerhedsvagt rundt i området.

JA! Mit barn er medlem af fagforeningen. Børn og unge under 18 år kan blive medlem af 3F Randers for kun ca. 1 krone om dagen.

Har du øvrige spørgsmål omkring dit barns fritidsjob, er du velkommen til at ringe til Jan Guldmann på telefon 30 67 63 40.

Du kan også ringe til Fagbevægelsens Hotline på tlf. 80 24 10 10, der har åbent mellem 9 og 16 på hverdage.

 

HUSK at dit barn kan blive medlem i 3F Randers for ca. 1 kr. om dagen! Ring til 3F Randers på tlf. 70 300 936


<v-text font-size="6"> Masser af fordele med 3F. S</v-text><v-text>om medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter: </v-text> <v-text>
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
</v-text>
Kontakt