Konkurrence: Nu kan du foreslå årets arbejdsplads 2018

Arbejder du på en rigtig god arbejdsplads? Nu kan du indstille den til konkurrencen om at blive Årets Arbejdsplads 2018. Læs her, hvordan du gør, og se, hvordan din virksomhed kan komme i betragtning til prisen.

Snakker du og dine kolleger om, at I faktisk har det super godt på jeres arbejdsplads? Er der mange, som har høj anciennitet? Har I et godt arbejdsmiljø og lavt sygefravær? Har I muligheder for efteruddannelse? Er der et tillidsfuldt samarbejde med ledelsen? Klarer virksomheden sig godt?

Kan du svare ja på flere af spørgsmålene, er det måske værd at indstille din arbejdsplads i Fagbladets og 3F’s konkurrence om Årets Arbejdsplads. For nu skydes konkurrencen for 2018 i gang.

- Årets Arbejdsplads er enestående, fordi det kun er 3F’s egne medlemmer, der kan indstille deres egne arbejdspladser i konkurrencen. Det vil sige, at virksomhederne ikke kan foreslå sig selv, som det gælder i andre lignende konkurrencer, siger Anita Vium, sekretariatschef i 3F, som er med i dommergruppen.

Sidste år var der 170 forslag. Anita Vium er spændt på at se forslagene i år:

- Jeg håber, at der vil komme mange forslag fra forskellige brancher og fra private og offentlige virksomheder, så det afspejler vores arbejdspladser, siger hun.

Vil gerne høre om "det særlige"

Anita Vium tilføjer, at man gerne må sætte lidt ord på, når man begrunder forslaget, for det giver dommergruppen et bedre indtryk og grundlag for at vurdere virksomhederne.

- Hvis man har et samarbejde med ledelsen, som rækker ud over, hvad man normalt ser, så skal man endelig skrive det. Det kan også være, at man har særlige aftaler, som adresserer nogle af de udfordringer, der kan opstå på en arbejdsplads. Så vil vi meget gerne høre om det, siger Anita Vium.

Deadline for indstillinger er 10. juni. Efter 10. juni udvælger dommerpanelet tre virksomheder til finalen, som hver vil få besøg, så dommerne selv kan se og tale med både ledelse og medarbejdere i virksomhederne.

Blandt de ting, dommerne kigger på, er arbejdsmiljø, om der er muligheder for at udvikle sig, om der er et godt samarbejde mellem ledelse og ansatte, og om virksomheden har en sund økonomi og tager samfundsansvar.

Ud over æren er der pengepræmier til de faglige klubber til vinderen og de to øvrige finalister.

Kåringen finder sted ved en erhvervskonference i november 2018.

Menu