Nyheder
Ledig i forbindelse med corona-krisen

Måske er du ledig, eller måske frygter du at blive ledig i forbindelse med corona-krisen, som ventes at gå hårdt ud over mange virksomheder.



Regeringen og arbejdsmarkedets parter har lavet en aftale, som giver støtte til virksomheder, der sender medarbejdere hjem med løn,
i stedet for at fyre folk. Det vil forhåbentlig redde mange arbejdspladser.
Men der vil givetvis komme fyringer. Her kan du se, hvordan du er stillet, hvis du bliver fyret eller hjemsendt, eller allerede er ledig.
Retningslinjerne nedenfor er vejledende, og regler og anvisninger kan ændre sig dag for dag. Følg med på 3f.dk, her er nyeste

information om konsekvenserne af Corona-virussen samlet. Du kan også kontakte afdelingen på 70 30 08 78.

Ledige får en rådigheds time-out

På grund af den ekstraordinære situation, har regeringen vedtaget, at ledige får en timeout. Jobcentre og a-kasser drosler ned, og som ledig behøver du ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet lige for tiden.

Det betyder:

  • du skal ikke til samtaler i jobcenter eller a-kasse
  • du skal ikke søge to job om ugen, du behøver ikke søge job overhovedet
  • du skal ikke bruge jobloggen

Har du en aftale om en jobsamtale, så kontakt arbejdsgiveren og hør, om du skal møde op.

Disse regler gælder foreløbig indtil 29. marts.

Ledig og måske smittet
Har du måske været udsat for smitte, for eksempel på en rejse, så kan du godt blive hjemme og få dagpenge samtidig, fordi der indtil videre ikke er krav om jobsøgning, møder m.v. Hvis du bliver smittet, eller kommer i karantæne, anses det som sygdom. I givet fald får du dagpenge fra a-kassen de første 14 dage, derefter overgår du til sygedagpenge fra kommunen, hvis du stadig er syg.

Hvis din arbejdsgiver vil sende dig hjem eller fyre dig
Her er flere mulige scenarier.
Det første er, at du bliver sendt hjem med løn, jævnfør aftalen fra 15. marts om kompensation til virksomhederne.
En anden mulighed er, at du bliver fyret:

  • hvis du IKKE har en overenskomst, skal arbejdsgiveren opsige dig med det fyringsvarsel, der står i din kontrakt. Når dit fyringsvarsel er udløbet, kan du søge om dagpenge. Det er vigtigt, at fyringsvarslet bliver overholdt, ellers anses det som ”selvforskyldt ledighed”, og du kan få tre ugers karantæne fra a-kassen.
  • hvis du HAR en overenskomst, så kan der være særlige muligheder for at blive hjemsendt og få dagpenge.

Fyret – hvad så?
Det er vigtigt, at du melder dig ledig på første ledighedsdag - Det foregår på jobnet.dk 
Desuden skal du søge dagpenge - Det gør du på Mit3F, husk NemID. 
Endelig skal du oprette et CV på jobnet.dk, eller opdatere dit CV, hvis du har et i forvejen.
At få dagpenge forudsætter, at du opfylder kravene til at få dagpenge, blandt andet at du har været medlem af a-kassen et år. Desuden skal du opfylde et indtægtskrav.

Opfylder du ikke kravene, eller er du ikke medlem af a-kassen, må du kontakte kommunen og søge om f.eks. kontanthjælp.

A-kassen
På grund af smittefaren pt. skal du ikke møde op personligt i a-kassen i din lokale afdeling.
Det er heller ikke nødvendigt, idet du kan foretage tilmelding til jobnet og ansøgning om dagpenge fra din computer (se ovenfor)
Du er velkommen til at ringe til a-kassen på 70 30 08 78.

Du kan også finde oplysninger på 3f.dk, både om Corona og arbejdsliv – og om at være ledig generelt.

Kontakt