Nyheder
Afdelingens generalforsamling veloverstået

Knap 100 mennesker var den 23. maj samlet til generalforsamling i lokalerne i Idrætscenter Vendsyssel.
Igen i år var de vært med lækker mad og god forplejning.

17 mio. kr. hjemtaget i arbejdsskadeerstatninger, 6,5 mio. kr. i faglige sager og hjælp med tildeling af sociale ydelser for over 100 mio. kr. i 2022 viser, at vores medlemmer har fået en rigtigt god hjælp når de har brug for det i 3F Skagerak. Nye lokaler til kontoret i Hirtshals og en større indsats for Jobformidling bliver nogle af de kommende større opgaver i afdelingen. Det var en del af budskaberne i Formand Carsten Andersens beretning til årets generalforsamling.

Klimadagsordenen satte også sit præg på både Beretningen og oplægget forud for generalforsamlingen. Hvad du selv kan gøre for klimaet og hvad der sker i Hjørring Kommune i forhold til klimainvesteringer og forandringer var nemlig det indledende oplæg, hvor Poul Rask Nielsen fra Hjørring Kommunes Tekniske Forvaltning inspirerede forsamlingen i forhold til, hvordan man selv kan bygge mere klimavenligt og hvad der sker på den lidt større klinge, der kan skabe såvel arbejdspladser som være med til at ændre vores fælles fodaftryk på klimaet. Den røde tråd fra oplægget fortsatte over i Formandens beretning, hvor klimaudfordringerne også blev synliggjort med temperaturstigninger og betydningen for vores beskedne del af kloden.

Beretningen rummede også status for St. Bededags diskussionen og en klokkeklar markering af det urimelige i fjernelsen af fridagen, men også en lige så klar opfordring om at holde både den ordentlige tone i debatten og finde tilbage til ordentligheden i aftalesystemet. Og aftaler bliver der heldigvis indgået - senest en ganske tilfredsstillende overenskomstaftale i starten af året. Den blev stemt hjem med en stemmeprocent på 79 i øvrigt den højeste stemmeprocent siden 1973! Interessen lover godt for fremtiden! Selvom stemmeprocenten i 3F Skagerak var lidt lavere så var der også i vores afdeling et klart ja til OK-aftalen. Eneste malurt i bægeret er, at vi desværre har et nedadgående medlemstal, hvilket vi vil arbejde hårdt på at ændre ikke mindst med en indsats overfor yngre kolleger på arbejdspladserne. Selvom vi i 3F Skagerak har det femtestørste antal yngre medlemmer så mærker vi tendensen og derfor har vi også i årets løb tilpasset afdelingens bemanding derefter.

Efter en enstemmig godkendelse af formandens beretning, fortsatte generalforsamlingen med at godkende en vedtægtsændring, så en del af tilpasningen af afdelingen fremover er, at næstformandsposten ikke længere er en selvstændig post med dertilhørende lønudgift. Generalforsamlingen godkendte at næstformandsposten fremover beklædes af en af de i forvejen valgte gruppeformænd. Valget hertil faldt på Per Holm Larsen, der også er gruppeformand for den offentlige gruppe. Derudover var der nyvalg til Bestyrelsen af Jørn Bæk Nielsen fra Byg og Grøn Gruppe ligesom de fire gruppeformænd alle fik godkendt deres valg og afdelingens regnskab ligeledes blev godkendt.

Se alle nyheder


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt