Af Af Henning Grelle , Arbejdermuseet

Beslutningen om at gøre den 1. maj til arbejdernes internationale kampdag blev truffet i Paris i sommeren 1889.

Året 1889 var hundredåret for den store franske revolution. Det blev fejret ved at afholde hele to arbejderkongresser. Dansk arbejderbevægelse havde repræsentanter på begge kongresser. Den ene kongres, den marxistiske, havde en bred deltagelse af arbejderpolitikere og fagforeningsfolk navnlig fra venstrefløjen i Europa. På denne deltog socialdemokraten A.C. Meyer. Den anden kongres bestod primært af fagforeningsfolk, såkaldte possibilister. På denne deltog formanden for fagforeningerne i København, Jens Jensen.

På begge kongresser diskuteredes nødvendige reformer til gavn for arbejderbefolkningen: – indførelsen af en 8-timers arbejdsdag – kortere arbejdstid for børn og kvinder – begrænsning af børnearbejde og natarbejde. På marxisternes kongres vedtoges en resolution fremsat af en fransk fagforeningsleder: “Kongressen beslutter, at der fra arbejdere i alle lande organiseres en stor manifestation, således at de i alle lande og byer på en bestemt dag opfordrer repræsentanterne for den herskende magt til at indskrænke den lovlige arbejdsdag til et maksimum af 8 timer”. Det var op til de enkelte landes arbejderbevægelse at finde form og indhold for det første 1. maj arrangement som skulle afholdes i 1890. Kongressen besluttede også dannelsen af II. Internationale, som eksisterer i dag som de socialdemokratiske partiers verdensorganisation.

Den europæiske idé om at gøre 1. maj til en international kampdag for en 8-timers arbejdsdag var ikke grebet ud af den blå luft. Engelske arbejdere der ankom til Australien i 1840 rejste kravet om en 8-timers arbejdsdag og hvor den blev gennemført fejrede man sejren ved en fest den 1. maj. I USA enedes en række nordamerikanske organisationer i 1886 om at gøre 1. maj til en demonstrationsdag for kravet om en 8-timers arbejdsdag. Der blev afholdt store massemøder med demonstration i gaderne. I Chicago udviklede 1. maj demonstrationen sig til voldsomme kampe mellem politi og arbejdere. En politimand blev dræbt og fire arbejdere blev dømt til døden for at stå bag.
I en række lande – herunder Danmark var 1. maj dagen behæftet med traditioner.
Valborgsdag – 1. maj – var fra gammel tid en festdag hvor man fejrede forårets komme. I Danmark var 1. maj også skiftedag for det store antal tyende som skulle have en ny plads hos en arbejdsgiver frem til november. 1. maj var derfor en fridag, og de som ikke skiftede plads deltog i festlighederne.

Den første 1. maj
Forberedelserne til det første danske 1. maj-arrangement begyndte allerede i september 1889. Drivkræfterne var først og fremmest formanden for de københavnske fagforeninger, Jens Jensen og Socialdemokratiets formand, P. Knudsen. Men også en lille gruppe danske revolutionære, som i februar 1890 dannede Revolutionært Socialistisk Arbejderparti, blandede sig i debatten. Der var dermed lagt op til to adskilte 1. maj-møder i København.
I løbet af foråret 1890 lykkedes det Jens Jensen at få tilslutning til “at gøre den 1. Maj 1890 til en almindelig Fridag og benytte den til en Demonstration for 8 Timers Arbejdsdag”. Denne beslutning fik officiel tilslutning fra fagforeninger i flere danske byer.

Den almindelige begejstring blev imidlertid hurtigt brudt af problemer.

Hverken de private eller offentlige arbejdsgivere ville tildele arbejderne en fridag. Tværtimod truede de med afskedigelse af alle der holdt fri eller ville forlade arbejdspladsen i utide.