Vestens svar på Ruslands invasion i Ukraine i sidste uge har været militær oprustning og hårde sanktioner mod Rusland.

Men det er ikke det, der skal til, hvis man ønsker at skabe fred, konstaterer to eksperter i international konfliktløsning, som Arbejderen har talt med.

Begge to starter med at understrege, at de kraftigt fordømmer Ruslands invasion. Dernæst peger de på, at det er redskaber som mægling og diplomati, der er brug for nu, selvom det er svært.

Kampen for våbenhvile

– Når krigen er i fuld gang, som det er tilfældet nu, er det meget svært. Vi står i en utroligt uforudsigelig situation, der gør det meget vanskeligt. Her og nu er der brug for at understøtte de forhandlinger, der trods alt er mellem Rusland og Ukraine. Samtidig skal vi for alt i verden kæmpe for, at der kommer en våbenhvile, siger Søren Riishøj, medlem af Rådet for International Konfliktløsning, RIKO.

Han er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet i Odense og har særligt fokus på politiske og økonomiske omvæltninger i de tidligere socialistiske lande i Øst- og Centraleuropa.

– Når våbenhvilen er en realitet, kommer det lange seje træk for at komme tilbage på det diplomatiske spor. Der skal sikres tilbagetrækning af tropperne og adskillelse af tropperne. Minsk-processen skal genskabes, konstaterer Søren Riishøj.

Han henviser her til Minskaftalerne II tilbage fra 2015 efter krigen i Donbass-regionen i Østukraine. Aftalerne omfattede blandt andet våbenhvile, tilbagetrækning af tunge våben og selvstyre til visse områder af Donbass. Det sidste er aldrig blevet ført ud i livet.

– Ukraine har boykottet Minsk II. Den forrige ukrainske præsident, Porosjenko, fremsatte et forslag i parlamentet om selvstyre, men det medfødte voldsomme protester fra militante yderligtgående grupper og blev aldrig gennemført. Der er behov for, at det ukrainske styre også erkender sine fejl, og så skal der indføres en form for selvstyre i den østligste del af Østukraine, siger Søren Riishøj.

– I forhold til striden om Ukraines NATO-medlemskab kunne en løsning være at beslutte, at det ikke bliver en realitet i en længere årrække fremover, for eksempel de næste ti år. NATO vil alligevel ikke udvide lige nu, så her kunne de godt give sig. Den nuværende ukrainske præsident, Zelensky, har selv nævnt, at han godt kan leve med ukrainsk neutralitet, forudsat at der opnås andre sikkerhedsgarantier. Det er nødvendigt at finde en ordning, som alle kan se sig selv i, tilføjer han.

Søren Riishøj efterlyser, at der kommer fokus på brugen af aktivt diplomati, og at der bliver anvendt langt flere ressourcer på mægling og diplomati.

Samme ønske har fredsforsker Jan Øberg, der er medstifter af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning, TFF, i Lund i Sverige. Han har arbejdet med fredsforskning i mere end 40 år.

Konfliktløsningens ABC

– Der er så mange redskaber i værktøjskassen for konfliktløsning. Alligevel er det kun hammeren, der bliver brugt, selvom vi ved, at der ikke kan skabes varig fred ved hjælp af våben, konstaterer Jan Øberg.

Han fortæller om konfliktløsningens ABC, hvor A står for attitude (holdning), B for behavior (adfærd) og C for conflict (konflikten/uforeneligheden).

– Det helt klassiske er, at folk ser på B, adfærden, men glemmer C, hvad årsagen til adfærden er. Folk ser volden og fordømmer den, men vold er altid et symptom på en underliggende konflikt. Nøglen til at løse konflikten er at forstå, hvad årsagerne til den er. Vi kan ikke bare se på, hvem der siger og gør hvad, men må finde ud, hvad det er, der skiller parterne, hvis vi vil skabe fred. Vi kan ikke løse konflikten, hvis vi ikke kender årsagen, siger Jan Øberg.

– Vi skal ikke udnævne én part til den onde og en anden part til den gode, men lytte til alle parter. En mægler må aldrig tage stilling for den ene eller anden part, hvis konflikten er symmetrisk. Det er helt grundlæggende, men derimod kan man tage stilling, hvis konflikten er stærkt asymmetrisk. Det er der dog ikke tale om her, hvor det reelt er Rusland og NATO, der står over for hinanden, tilføjer han.

Jan Øberg understreger, at den aktuelle konflikt er meget kompliceret og har mindst 50 forskellige parter, der har haft problemer med hinanden siden Murens fald. Der er både alle NATO-landene, EU-landene samt mange forskellige grupper i både Ukraine og Rusland.

– Det kan ikke koges ned til en konflikt mellem Rusland og resten af verden, som mange medier gør lige nu, fastslår den erfarne fredsforsker.

Arbejdet for en fredsplan

Han forklarer videre om principperne i konfliktløsning og sammenligner det med en sygdomsproces. Først skal der stilles en diagnose, derefter laves en prognose og til slut en behandlingsplan.

– Diagnosen består i at finde ud af, hvad problemet er. Det handler om helt konkrete ting som sikkerhed, økonomi, suverænitet med mere. Derefter skal der laves en prognose, hvor der på baggrund af en grundig analyse vurderes, at hvis vi svarer på den her måde, vil der ske følgende. Svarer vi på en anden måde eller på en tredje måde, hvad er så konsekvenserne? På den baggrund besluttes, hvad der er behov for at gøre, forklarer Jan Øberg.

– Det afgørende er, at processen munder ud i en fredsplan. Den skal for eksempel se på, at hvis Ukraine ikke skal være medlem af NATO, hvad kan der så gøres for at sikre landet og skabe tryghed. Der er brug for kreativitet og gøre noget andet end det, vi hidtil har gjort, tilføjer han.

Jan Øberg peger på en række andre elementer i en fredsplan som russisk militær tilbagetrækning fra Ukraine, en robust FN-fredsskabende mission i området, tilbagetrækning af alle offensive langtrækkende våben omkring Ukraine, en autonomiløsning i Donbass med FN-afmilitarisering og en ikke-angrebspagt mellem Rusland og Ukraine, der giver Ukraine den type sikkerhedsgarantier, som Rusland kræver for sig selv.

– Der er brug for forhandlinger, der løser problem efter problem og til slut resulterer i en gennemarbejdet fredsplan, som parterne kan leve med og accepterer at implementere, fastslår han.

En konsekvens af NATO’s ekspansion

Jan Øberg understreger, at selvom Ruslands invasion kom bag på mange, også ham, er konflikten blevet bygget op gennem de sidste mindst 30 år, hvor NATO har ekspanderet mod øst og optaget det ene efter det andet af de tidligere medlemmer af Warszawapagten i NATO.

Under den kolde krig, mens Sovjetunionen og den socialistiske østblok stadig eksisterede, stod de to militærpagter NATO og Warszawapagten over for hinanden. Mens NATO samler en række vestlige lande, bestod Warszawapagten af Sovjetunionen og de østeuropæiske lande. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev Warszawapagten formelt opløst i 1991.

– Det er veldokumenteret, at den daværende sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov dengang fik løfter om, at NATO aldrig ville ekspandere mod øst. Alligevel har NATO konstant ekspanderet mod øst og optaget det ene land efter det andet. Det var helt forudsigeligt, at Rusland ville reagere for at stoppe denne ekspansion. NATO’s ekspansion er hovedårsagen til den krig, vi ser nu. Det er en urimelig måde, Rusland gør det på, men vi er nødt til at forstå årsagen til, hvorfor de gør det. Lige nu bliver enhver forklaring udlagt som et forsvar for Ruslands invasion, men vi kan ikke løse konflikten uden at kende dens årsag, siger Jan Øberg.

– Ingen i Vesten ville selv acceptere det, som NATO har gjort mod Rusland, hvor NATO står helt op mod Ruslands grænser. USA havde gjort det samme, hvis de var i Ruslands situation. Tænk bare på Cubakrisen i 1962, hvor USA krævede sovjetiske raketter fjernet fra Cuba, der ligger tæt på USA. De vestlige lande kræver ret til sikre zoner omkring sig, men accepterer ikke, at Rusland skal have samme ret, tilføjer han.

Sanktioner virker sjældent

Efter Ruslands anerkendelse af områderne Lugansk og Donetsk i Østukraine som selvstændige republikker og invasionen i Ukraine har EU, USA og andre vestlige lande indført en lang række omfattende sanktioner mod Rusland. Ud over økonomiske og finansielle sanktioner er der sanktioner, der rammer handel, medier, sport, kultur og andre områder.

Søren Riishøj beklager, at områder som sport og kultur bliver omfattet af sanktioner. Han mener, at boykot af civilsamfundet er forkert og påpeger, at sportslige og kulturelle aktiviteter på tværs af grænserne er med til at skabe bedre vilkår for fredelig sameksistens.

– Mange russiske sports- og kulturfolk, der nu bliver ramt af boykot, er imod krigen. Der er en stigende modstand i Rusland mod krigen, også i selve magtapparatet. Det er bestemt ikke udelukket, at Putin inden for overskuelig tid bliver afsat af hans nærmeste, via en “paladsrevolution”. Sker det, åbner der sig helt nye muligheder, siger han.

– Vesten er i øvrigt ikke konsekvent i brugen af boykot indenfor sporten. Det bliver brugt i forhold til Rusland og Kina, men ikke overfor for eksempel provestlige lande som Thailand og Egypten, der er hårde militærdiktaturer, men alligevel har været værter for store sportsbegivenheder. Boykot bliver brugt som et geopolitisk våben af Vesten, tilføjer Søren Riishøj.

Der er blevet forsket en del i effekten af sanktioner.

– Erfaringerne er mildt sagt blandede og mest negative. Sanktioner får sjældent store stater til at ændre adfærd. Det virkede overfor Sydafrika i sin tid og kan også virke i forhold til mindre lande, men i forhold til Rusland har det nærmest virket modsat, konstaterer Søren Riishøj.

Jan Øberg er dybt bekymret over, at Vesten med den omfattende mængde af sanktioner lige nu skærer alle bånd over til Rusland på ubestemt tid.

– Der gælder to ting i forhold til sanktioner. De skal være vendt mod en konkret afgrænset handling, og det skal fremgå klart, hvad der skal til for, at sanktionerne bliver ophævet. Den slags grænseløse, udefinerede og hadefulde sanktioner, der rammer Rusland lige nu, gør bare alt værre. Vesten opfører sig, som om Rusland ikke i fremtiden vil tilhøre Europa, men de kan jo ikke flytte det russiske territorium, siger Jan Øberg.

– Sanktioner bliver fremstillet som et blødt våben, men brugt på den måde, vi ser nu, er der på sigt tale om et masseødelæggelsesvåben, der slår mennesker ihjel. Det har vi for eksempel set i Iran, hvor det har skabt fattigdom, nød og mangel på basale nødvendigheder. Her er det ikke længere tilladt at overføre penge til humanitær bistand, tilføjer han.

Faren for atomkrig
Begge de to fredsforskere ser den nuværende situation som dybt alvorlig.

– NATO- og EU-lande pumper våben og ammunition ind i og omkring Ukraine. De facto har vi en Rusland/NATO-krig, som Ukraines uskyldige civile og vi i resten af Europa vil lide under, også når de indførte sanktioner sender sine boomeranger tilbage på os selv. Psykologisk vil der på begge sider være dybe sår – forsoning og tillid vil tage generationer. Min vurdering er, at vi med den nuværende kurs ikke vil få en fredelig og stabil situation i Europa i de næste 30 til 40 år, siger Jan Øberg.

– Og måske bliver USA, der ikke betaler en pris på eget territorium, ved så længe med at kue Rusland politisk og økonomisk, at det bryder sammen: Regimeskifte i Kiev 2014, regimeskifte i Moskva hvornår – og hvilken ekstremist kommer så efter Putin?

Jan Øberg slår igen fast, at Ruslands invasion var en tåbelig panikhandling.

– Men der er ingen proportionalitet i Vestens grænseløst hadefulde reaktion, der vil ramme russerne hårdere end eliterne. Jeg fordømmer begges eskalation, erklærer han.

Søren Riishøj advarer om, at faren for atomkrig er rykket nærmere.

– Vi er tættere på en atomkrig i dag end under den tidligere kolde krig i perioden fra Anden Verdenskrigs afslutning til Sovjetunionens sammenbrud, når lige undtages situationen under Cubakrisen i 1962. På en rangliste fra et til ti ligger faren for en atomkrig lige nu på otte. Der skal kun en enkelt misforståelse til, så kan den bryde ud. Putin er desperat. Det er en farlig situation, hvor Vesten skal tænke sig grundigt om og arbejde for deeskalation. Der er brug for dialog, diplomati og selvkritik, siger Søren Riishøj.

Behovet for en bred fredsbevægelse
Han fremhæver betydningen af at få skabt civilsamfund i de forskellige lande, der arbejder for fred på tværs af grænserne gennem for eksempel sportsaktiviteter, kultur, ngo’er og ikke mindst en stærk fredsbevægelse, der kan stille krav om fredelige løsninger og lægge pres på politikerne for at gå den vej.

– Vi savner en international, bred, stærk og uafhængig fredsbevægelse, sådan som vi havde under den gamle kolde krig, erklærer Søren Riishøj.