For nogle var det en overraskelse, da Mette Frederiksen skød valget i gang med en erklæring om, at Socialdemokratiet gik til valg med henblik på at danne en “bred regering” – hen over midten, forstås.

Således inviterede hun højrefløjen ind i regeringskontorerne og tilkendegav dermed, at det er hendes hensigt at dreje partiet endnu mere til højre, end det allerede har været tilfældet indtil nu med hende som formand.

Man kan måske godt opfatte den socialdemokratiske udmelding som ren taktik. Der er sikkert nogle fokusgrupper, der har vist, at budskabet om en bred regering og samarbejde mellem blå og røde partier bliver taget godt imod i vælgerhavet. Lars Løkke har tilsyneladende succes med det samme budskab, så det peger i samme retning.

Men det er nu ikke første gang, at Mette Frederiksen har understreget, at hun ikke er til blokpolitik, men gerne samarbejder med de blå partier. Det har hun faktisk udtalt flere gange både fra Folketingets talerstol og ved mange af de konferencer, hvor hun har optrådt som gæstetaler.

Og den sidste regeringsperiode, hvor hun har været statsminister, har da også i den grad budt på mange brede aftaler, hvor de borgerlige partier har fået alt for stor indflydelse. Jeg tænker blandt andet på de mange aftaler på klima- og energiområdet og på transportområdet med den store infrastrukturaftale i centrum. Det har just ikke speedet processen op i den grønne omstilling.

Hvor om alting er, med et eller flere borgerlige partier i regering vil den (ny)liberalistiske politik, som jo ikke er Socialdemokratiet fremmed, få et stærkere fundament og udgangspunkt i dansk politik.

Læs mere i Dagbladet Arbejderen