Nyheder
Fredskræfter indkalder til protester mod amerikansk militær på dansk jord Nej til USAs soldater i Danmark På lørdag går fredsbevægelsen og flere partier på gaden i København, Aarhus og Aalborg for at protestere mod at åbne Danmark for amerikansk militær.

I København, Aarhus og Aalborg er fredskræfter i gang med at arrangere protester mod regeringens planer om at lade USA opmarchere soldater, våben og andet militært udstyr på dansk jord.

I København tog Enhedslistens Internationale Udvalg for et par dage siden initiativ til en demonstration på lørdag den 19. februar fra klokken 12 foran USA’s ambassade under parolen: Nej til amerikanske baser og tropper i Danmark.

Men tirsdag tog Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, afstand fra protesterne, efter at Venstres folketingsmedlem, Morten Dahlin, på Twitter spurgte, om ikke Enhedslisten hellere skulle demonstrere mod Rusland end mod USA:

“Kære @MaiVilladsen – Jeg kan forstå, at dit parti er ved at arrangere en demonstration foran USAs ambassade. I en tid hvor Rusland har gjort klar til en voldsom aggressionskrig mod Ukraine, er det forhåbentligt en fejl? Hvis I vil demonstrere, må det da være mod russerne #dkpol”, skrev Dahlin på Twitter.

Det fik Enhedslistens udenrigsordfører Eva Flyvholm til at svare: “Du har ret @MortenDahlin. Det vil være frygteligt og helt uacceptabelt, hvis Rusland invaderer Ukraine. Lige nu skal vi først og fremmest fordømme og forhindre en russisk invasion. Den demonstration er ikke officielt støttet af Enhedslisten, og jeg og @MaiVilladsen bakker ikke op”.

Enhedslistens udenrigsordfører fik samme dag opbakning fra partiets forretningsudvalg, som med det snævrest mulige flertal (fire mod tre) vedtog en udtalelse, der slår fast, at partiet i den nuværende situation ikke støtter demonstrationer mod amerikansk militær i Danmark.

“Det er vigtigt, at modstand imod krig og oprustning er bred og grundfæstet. Lige nu står vi i en ekstremt tilspidset situation, hvor stormagten Rusland er på nippet til at invadere Ukraine. I den situation skal vores internationale kræfter gå til at fordømme Rusland og deres aggressive fremfærd og til at arbejde for en fredelig løsning.

På den baggrund bakker forretningsudvalget i Enhedslisten ikke op om demonstrationerne på lørdag ved USA’s ambassade og andre steder. Enhedslisten vil i stedet arbejde for at mobilisere til en bred folkelig antikrigsbevægelse, der også vil bekæmpe tilstedeværelse af fremmede tropper på dansk jord. Enhedslisten støtter ikke demonstrationerne.”

Til Netavisen Pio forklarer Enhedslistens udenrigsordfører Eva Flyvholm, at “det ikke er den rigtige timing i den aktuelle situation”.

Initiativtageren til demonstrationen mod amerikansk militær i Danmark – talsperson for Enhedslistens Internationale Udvalg Mikael Hertoft – understreger, at demonstrationsgrundlaget ikke nævner Rusland med ét eneste ord.

Læs mere i Dagbladet Arbejderen


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt