Nyheder
3F Sømændene advarer mod urealistiske redningsruller! Rederierne opgraderer med nye færger, mens de ned skalerer på sikkerhed med grønt lys fra Søfartsstyrelsen. Går den, så går den, mener de. Men en minimal besætning kan ikke forhindre en katastrofe til søs.

For ti år siden havde større skibe en sikkerhedsbesætning på 10 – 12 og mindre skibe 5 – 6 uddannede søfolk. Nu godkender Søfartsstyrelsen langt mindre besætninger.

Af Søren Sørensen, formand 3F Sømændene

Fanøfærge Grotte
Lavpunktet er nået med den nye Fanøfærge Grotte, hvor ansøgningen fra rederiet er på sølle 3 personer. I dette blad kan du læse mere om de groteske forhold som vil gælde hvis ansøgningen bliver godkendt, samt de forhold som Søfartsstyrelsen allerede har godkendt i forbindelse med en MOB-båds dispensation.

En besætningsfastsættelse handler om to ting. Det handler om vores arbejdsforhold, hvor et for lille mandskab bliver stressede. Og så handler det selvfølgelig om sikkerhed. Som søfarende skal vi ud over at sejle og vedligeholde skibet være klar til at agere i en nødsituation.

Men det kræver, at sikkerhedsbesætningen er tilstrækkelig, og rullerne er realistiske.

Her undrer jeg mig.

Søfartsstyrelsen godkender rullerne
Søfartsstyrelsen godkender bådruller, brandruller, evakueringsruller og udskibningsruller, som er fysisk umulige at gennemføre. Aktindsigt i godkendelserne tydeliggør usikkerheden.

På den nye Samsøfærge Lilleøre har Søfartsstyrelsen ligefrem blåstemplet italienske tilstande. Her henviser jeg til Costa Concordia, der gik på grund i 2012 og kaptajnen som den første forlod det havarerede skib.

Ikke fordi vores dygtige skibsførere og styrmænd kun tænker på at redde sig selv. Nej, skibsføreren og styrmanden følger den godkendte evakueringsrulle. De sætter en redningsvideo på og forlader broen. Det vil sige, at der ikke er noget mandskab på broen under evakueringen.

Utilstrækkelig sikkerhedsbesætning
Vi har ingen indsigelsesret på redningsrullerne og kan ikke anke på baggrund af dem. Vi kan anke på størrelsen af besætningen, fordi vi kan argumentere for, at den er utilstrækkelig.

I de faglige organisationer har vi tidligere peget på det risikable i at lade sikkerheds besætningen inkludere en såkaldt øvrig person. En person, hvis eneste kvalifikation er at være myndig.

Søfartsstyrelsen meddelte os dengang, at de fremover ville bestræbe sig på, at sikkerhedsbesætningen skulle bestå af uddannede søfolk. Men med godkendelsen af rullerne på Lilleøre tyder det på, at Søfartsstyrelsen ikke efterlever sine løfter.

Når Søfartsstyrelsen godkender en bemandingsfastsættelse, så pointerer de, at rederiet har det overordnede ansvar for, at sikkerhedsbesætningen er stor nok. Det kræver mod for den rederiansatte eller skibsfører, som tør træde frem og sige, at sikkerheds besætningen er for lille.

3F Sømændene har anket besætningsfastsættelsen på Lilleøre


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt