Nu har vi lagt 2021 bag os. Det har været endnu et år, hvor corona har fyldt meget. Det har selvfølgelig præget livet, både her i afdelingen og hos jer ude på arbejdspladserne. Og selvom vi nu skriver 2022, så er vi ikke helt igennem det endnu. Jeg vil gerne takke jer for jeres store forståelse og tålmodighed. I har været gode til at omstille jer i takt med de ændrede retningslinjer. Og selvom vi igen skal klare så meget som muligt på telefonen, så skal I ikke være i tvivl: Afdelingen er jeres! Hvis I har brug for jeres fagforening, så er vi der. Derfor skal I ikke holde jer tilbage med at kontakte os om stort og småt. Jeg er sikker på at vi sammen kan få det til at fungere – også denne vinter.
Vores faggrupper er ikke dem, der har fyldt mest i den offentlige debat under corona. Det er en skam. For selvom både sygeplejersker og pædagoger også gør et godt stykke arbejde, så er der rigtig mange, der har ydet en stor indsats under corona. Ikke mindst os fra 3F. Det er os, der gør rent på sygehuse og skoler. Det er os, der leverer dagligvarer til supermarkederne og pakker til døren. Os, der rydder og salter vejene, så sygeplejersker og pædagoger kan komme på arbejde. Det er os, der holder produktionen i gang på industriarbejdspladserne, så samfundet har råd til at betale corona-regningen. Det er os 3F’ere, der holder Danmark i gang. Det kan vi godt være stolte af.
Når vi ser frem mod det kommende år, så står den forhåbentlig på andet end corona. Fra egne rækker ser vi frem mod 3F’s kongres i september. Kongressen er forbundets øverste myndighed og det er her de store linjer for de kommende tre års arbejde lægges.
2022 er også året, hvor vi skal udtage krav til de private overenskomster. Det er jeres mulighed for at få direkte indflydelse på jeres løn og arbejdsvilkår i den kommende overenskomstperiode. Det er jeres krav, som forbundets topforhandlere tager med til arbejdsgiverne. Derfor vil jeg også opfordre jer til at holde øje med de kommende nyhedsbreve, hvor vi vil fortælle mere om jeres mulighed for at få indflydelse på jeres løn -og arbejdsvilkår.
Til sidst vil jeg sige tak. Tak for det år, der er gået. Tak for jeres store indsats med at holde Danmark i gang, trods vanskelige vilkår. Tak for jeres opbakning til det faglige fællesskab. Fagforeningen er ikke bare os, der sidder her på Sct. Jacobsvej. Fagforeningen er os alle sammen, valgte, ansatte, tillidsfolk og medlemmer. Det er jeres opbakning, der giver os styrken, når vi går ud og forhandler.
I ønskes alle sammen et rigtig godt 2022. Jeg glæder mig til at møde jer i afdelingen, til generalforsamlingen, på jeres arbejdspladser og hvor vi ellers render ind i hinanden.
Bedste hilsner
Jesper Holm
Afdelingsformand 3F Storkøbenhavn
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Bliv ringet op af 3F og få hjælp til at melde dig ind.
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.