Nyheder
Finansministeriet trænger til en ny regnemaskine for at hjælpe ledige Finansministeriet trænger til en ny regnemaskine for at hjælpe ledige Det danske trepartssystem har vist sig som et godt middel til at løse de mange udfordringer, pandemien har bragt med sig for både lønmodtagere og virksomheder.

Men noget er fortsat helt skævt. For selv i en krisetid, der har kastet et utal af fyringer af sig, har regeringen vist sig urokkelig i forhold til at hjælpe dem, der helt uden egen skyld har mistet deres job. Det er overraskende og skuffende.

For nylig svarede beskæftigelsesministeren på, hvad det ville koste dels at give et midlertidigt løft i dagpengene året ud og dels hvad det ville koste at stoppe den løbende udhuling af dagpengene. Svarene viser, at vi, der kæmper for en højere dagpengesats, kæmper mod en forskruet virkelighedsopfattelse.

Den ”rene” pris for højere dagpengesats er af overskuelig størrelse. Problemet opstår, når de afledte økonomiske effekter, som finansministeriets regnemodeller er berømte og berygtede for, træder i kraft.

Et midlertidigt løft af dagpengene på små 3.700 kr. per måned resten af året vil, på grund af finansministeriets indregnede ”dovenhedseffekt”, betyde, at 18.800 lønmodtagere lægger sig hjem på sofaen i stedet for at gå på arbejde. Det er – mildt sagt – temmelig meget ude af trit med virkeligheden! Men wupti, så er regningen for tiltaget steget med over seks milliarder kroner. Absurd!

Hvis så man ”bare” vil stoppe udhulingen af dagpengene fra nu og frem til 2023, vil en dagpengemodtager månedligt modtage omkring 450 kroner mere om måneden i 2023. Dette vil så tilsyneladende kaste en dyne af dovenskab ned over små 3.000 lønmodtagere, der på grund af de 450 kroner mere om måneden vil finde det mere attraktivt at være på dagpenge end at gå på arbejde. Absurd igen!

Enhver kan se, at finansministeriets regnemodel spænder ben for genopretningen af det dagpengesystem, der er så bydende nødvendigt for, at vores flexicuritymodel virker. 

Vi skal have rettet op på den alt for lave dagpengesats, men så længe regnedrengene i finansministeriet bruger den gamle regnemaskine, er det urealistisk at det kommer til at ske. I stedet må vi kigge på modellerne og få økonomerne i ministeriet til at indse, at det er på tide at skifte til en regnemaskine, der forholder sig til virkelighedens verden.

3F Vejle er Vejle kommunes stærkeste fællesskab og mest nærværende fagforening.

3F Vejle vil med en klar profil vejlede, rådgive og servicere medlemmerne i overensstemmelse med samfundets og arbejdsmarkedets udvikling og til gavn for fællesskabet.

· Sjællandsgade 30 · 7100 Vejle · 
· Tlf. 70 300 910 · Facebook 3F Vejle · www.3f.dk/vejle · Mail vejle@3f.dk · 
Danmarks Stærkeste Fagforening 
Din fremtid - Vores opgave


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt