Social dumping
Hvad er social dumping? Social dumping er med til at true den danske samfundsmodel. Derfor kæmper 3F hårdt imod danske og udenlandske virksomheder, som blandt andet underbetaler arbejdere og skaber dårlige arbejdsforhold.

Det er social dumping, når udenlandsk arbejdskraft laver opgaver i Danmark til en langt lavere løn og ringere arbejdsforhold end deres danske kolleger.

Arbejde i Danmark skal foregå på danske løn- og arbejdsvilkår. Desværre sker det for tit, at virksomheder bryder lovene og skaber dårlige forhold for arbejdere i Danmark. Ofte udføres arbejdet af udenlandske firmaer, som ikke betaler skat eller moms i Danmark, bryder arbejdsmiljøloven og blæser på de ansattes sociale rettigheder.

Ved at tegne overenskomster og kontrollere tusindvis af arbejdspladser, sikrer 3F bedre vilkår på de danske arbejdspladser

Vil du anmelde social dumping, kan du gøre det her
3F yder en stor indsats mod social dumping

Det vigtigste værn mod social dumping er at sikre en ordentlig løn og gode arbejdsforhold for de ansatte på danske arbejdspladser. Det gør 3F ved at tegne overenskomster med både danske og udenlandske arbejdsgivere. 3F mener, at udenlandsk arbejdskraft i Danmark er helt i orden, så længe det foregår på danske vilkår.

Når udenlandske arbejdere i Danmark ansættes på ringere løn- og arbejdsvilkår, giver det problemer:

  • for de ansatte, der underbetales,
  • for ansatte, der arbejder på overenskomstmæssige vilkår. Deres arbejde overtages af underbetalte udlændinge, 
  • for de virksomheder, der overholder reglerne: De kan ikke klare den unfair konkurrence
  • for beskæftigelsen, fordi danske arbejdere bliver fyret. 

Social dumping er et meget stort fokusområde for 3F, da det ganske enkelt er med til at true den danske samfundsmodel.

Læs mere om hvordan 3F bekæmper social dumping
Få gode råd til at undgå social dumping
Læs også 3F's rapport om "Social dumping i Danmark"
Du kan også læse om social dumping på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside
Læs også om

Med en arbejdsklausul kan man tvinge en leverandør til at følge de løn- og arbejdsvilkår, der gælder i danske overenskomster. Og det er vigtigt, fordi lønnen i Danmark fastsættes i overenskomsterne - ikke ved lov.

En offentlig myndighed eller en privat virksomhed kan med en arbejdsklausul:

  • beskytte danske lønmodtagere mod billigere arbejdskraft fra udlandet. 
  • beskytte danske, overenskomstdækkede virksomheder mod unfair konkurrence.

Arbejdsklausulen skal ikke kun gælde for hovedfirmaet, som har selve kontrakten med kommune eller region, men også for underleverandører.

I Danmark er den danske stat forpligtet til at have arbejdsklausuler i sine udbud, men for kommuner og regioner er det frivilligt.

Kædeansvar forpligter

Kædeansvar betyder, at det ikke kun er hovedentreprenøren (for eksempel en kommune), der skal overholde reglerne, men at det også gælder for underleverandører længere nede af arbejdskæden. 

Grundlæggende handler kædeansvar om, at hovedentreprenøren har ansvaret og hæfter for brud på arbejdsklausulen, selvom fejlen ligger hos en underleverandør.

For 3F er det vigtigt, at kædeansvar skrives ind i arbejdsklausulen, så store virksomheder og hovedentreprenører ikke kan frasige sig ansvaret og smyge sig udenom.

Læs mere om arbejdsklausuler

3F forventer, at danske kommuner skal stille krav om dansk løn og uddannelsespladser, når de bestiller opgaver.

I de danske kommuner bruger lokalpolitikerne hvert år milliarder af kroner på byggeri og offentlig service. Desværre løses rigtig mange af opgaverne af underbetalt arbejdskraft, mens tusinder af danskere går ledige rundt.

Denne form for social dumping er en dårlig forretning for os alle sammen. Derfor kræver 3F, at kommunerne sikrer ordentlige løn- og arbejdsvilkår, for eksempel når der bygges eller gøres rent for det offentlige.

Virksomheder, der ønsker at løse opgaver for det offentlige, skal leve op til følgende krav:

  1. Løn og arbejdsvilkår skal matche danske overenskomster.
  2. Der skal ansættes lærlinge og elever, når det offentlige investerer.
  3. Kontrollen med entreprenører og leverandører skal strammes gevaldigt op. For eksempel gennem øget tilsyn med byggepladser og rengøring.
  4. Snyd skal straffes. Virksomheder, der ikke overholder reglerne, skal betale bøder eller helt smides af opgaven.
Du skal acceptere marketing cookies for at se denne video.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt