Nyheder
Generalforsamling Transport Glimrende beretning i transport Kim Sunding genvalgt som formand

- Det var den bedste beretning, jeg nogensinde har hørt – og jeg har været til ca.- 40 generalforsamlinger her…

Der var flotte ord til formand Kim Sunding fra bestyrelsesmedlem Mads Peter Madsen, efter bestyrelsens beretning på Transportgruppens generalforsamling.

Og det udsagn var der bred enighed om blandt de ca. 50 fremmødte, som havde lyttet til den 70 minutter lange beretning, hvor Kim Sunding vanen tro kom hele vejen rundt om gruppens områder.

I sagens natur er der ikke plads her til at beskrive det hele, men blandt hovedpunkterne var en stor undren og vrede over procedurerne omkring offentlige udbud – eller offentlig støttet løndumping, som formanden blandt andet beskrev det som.

Her henviste han først og fremmest til Region Nordjyllands udbud af ambulancedriften, hvor en fjerdedel af den besparelse, politikerne jublede over kom direkte fra reddernes lommer.

- Men nu har vi og FOA heldigvis forhandlet aftaler hjem, så det ikke er redderne der skal betale den del, kunne Kim Sunding berette.

Udbuddet betyder, at ca. halvdelen af redderne forlader 3F, fordi de bliver ansat i regionen og dermed overgår til FOA.

Også Flextrafikken fik et fur, fordi de offentlige besparelser blandt andet findes via 0-timers kontrakter og lange arbejdsuger blandt chaufførerne.

Som sagt kom Kim Sunding hele vejen rundt, og selvom der på flere af gruppens områder var gode ting at fortælle, er der også masser af udfordringer. Dem får formanden så mindst tre år mere til at tage sig af, da han blev genvalgt uden modkandidater.

- Og det glæder jeg mig til at gøre i samarbejde med jer. For det er kun hvis vi står sammen og arbejder sammen, at vi kan løse problemerne, sagde Kim Sunding.

Udover ham var der genvalgt til bestyrelsen til Søren Peter Juul, Ernst Madsen, Allan Jensen og Henrik Nielsen.

Generalforsamlingen blev afsluttet med et indlæg fra næstformand Ole Nors om kampen mod EU-bestemt mindsteløn, inden deltagerne kunne nyde en let frokost i visheden om, at der stadig er nok at tage fat på for en gruppe, som i årets løb har haft omkring 75 sager og sammenlagt har hentet 3.7 millioner kroner hjem til medlemmerne i skyggen af Corona i året der gik.



Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt