Nyheder
Kommunalt sagsbehandlingsrod gav Jesper søvnløse nætter Jesper Kjærgaard skulle ikke bare døje med et træls sygdomsforløb. Han skulle samtidig igennem en frustrerende og fejlagtig sagsbehandling hos Norddjurs Kommune med krav om tilbagebetaling af tusindvis af kroner. Men med hjælp fra 3F Aarhus har Jesper nu fået kommunen i tale.

- Jeg har følt mig kørt over. Først stod jeg op hver dag og gik på arbejde. Så blev jeg syg og mistede min identitet. Og så bliver jeg jordet af kommunen på den måde.

Sådan beskriver Jesper Kjærgaard i kort form de seneste mange måneder, hvor han har været igennem et forfærdeligt sagsbehandlingsforløb hos Norddjurs Kommunes ydelseskontor.

Det hele startede med, at Jesper faldt på sin arbejdsplads og slog ryggen tilbage i 2023. Smerterne gjorde, at han ikke var i stand til at arbejde, så han måtte ud i et længerevarende sygdomsforløb. En trist situation for Jesper, som var rigtig glad for sit arbejde som skraldemand, som han havde passet i 28 år.

Jesper forsøgte – med pres fra Norddjurs Kommune - at vende tilbage til arbejdsmarkedet flere gange. Han tog blandt andet en uddannelse som buschauffør, men måtte konstatere, at kroppen ikke kunne holde til det. Derfor endte han med at komme på et ressourceforløb i Norddjurs Kommune.

Kommunen blander sagerne sammen

Sidste år fik han tilkendt en ydelse fra en privat arbejdsmarkedsforsikring, imens han også havde en arbejdsskadesag kørende hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Da Jesper også fik tilsagn fra AES om, at han havde ret til erstatning, startede problemerne med kommunen.

Pludselig modtog Jesper et brev, hvor kommunen krævede, at han skulle betale 77.000 kroner til kommunen som modregning for de penge, han nu var blevet tildelt fra AES. Det studsede Jesper og hans kone over. For loven siger, at der ikke må ske modregning i kommunale ydelser ved udbetalinger fra AES. Til gengæld kan kommunen godt kræve modregning for ydelser fra den private arbejdsmarkedsforsikring, som Jesper også havde fået penge fra. Men det oplyste kommunen, at den ikke ville gøre.

Selvom Jesper og hans kone gjorde sagsbehandleren hos Norddjurs Kommune opmærksom på fejlen flere gange, holdt kommunen fast i deres afgørelse – og de henviste endda til gebyrer og Gældsstyrelsen, hvis ikke han betalte. Men Jesper og konen besluttede sig for at stå fast. De ville selvfølgelig ikke betale penge tilbage, som Jesper var i sin gode ret til at modtage fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Samtidig havde modparten påklaget afgørelsen fra AES, så Jesper havde slet ikke modtaget pengene. 

- Vi havde det sådan, at vi giver ikke op, for vi ved, vi har ret. Vi kunne jo se, at der var lavet en kæmpefejl hos kommunen. De havde blandet afgørelsen fra AES sammen med den private arbejdsmarkedsforsikring. Jeg følte virkelig, at min retssikkerhed blev krænket, når jeg ikke kunne stole på kommunen. Det var som om, de bare tog nogle hurtige beslutninger uden at lytte til os, fortæller Jesper.

3F på banen

Jesper fortæller, at han under hele forløbet har fremlagt al den dokumentation, han havde pligt til. Også dokumentation for, at han har fået udbetalinger af en privattegnet pensionsordning. Alligevel valgte kommunen gentagne gange ikke at lytte. Derfor tog han til sidst kontakt til 3F Aarhus. 

Her var sagsbehandleren helt enig i, at Jesper havde loven på sin side. Og først efter flere henvendelser og møder mellem kommunen, 3F og Jesper og konen, indså kommunen, at der var noget i sagen, de skulle undersøge nærmere. Herefter ændrede kommunen sin afgørelse.

- 3F har været altafgørende. Sagsbehandleren var på fra start, og der skete noget med det samme. Så stor ros til 3F herfra.

Selvom det altså til sidst lykkes at få Norddjurs Kommune til lytte til nogle af de ting, Jesper og konen havde fastholdt helt fra start, så er der stadig meget arbejde forude.

Jesper står nu med en ændret afgørelse. Det betyder, at han ikke skal betale 77.000 kroner tilbage til kommunen. Til gengæld bliver han modregnet i ydelsen fra den private arbejdsmarkedsforsikring, på trods af, at kommunen i første omgang sagde det modsatte. Der er altså stadig en regning på 17.000 kroner. Det er en afgørelse, han ikke er enig i set ud fra sagens forløb.

Ræk ud efter hjælp

Sagen er altså ikke afsluttet for Jesper og konens vedkommende. De synes ikke, de skal betale de penge tilbage, når nu kommunen i første omgang svarede, at de ikke skulle betales tilbage. Samtidig føler Jesper og konen, at de er blevet behandlet så dårligt, at de ikke vil tilbagebetale.

Uanset hvordan sagen lander til sidst, så har sagen taget hårdt på både Jesper og familien:

- Det har edderrødmne været svært. Jeg har sovet dårligt og jeg har gået med så meget i hovedet, det sidste år. Jeg føler slet ikke, jeg er den samme person længere. Og man kommer jo også selv helt i tvivl, når kommunen bliver ved med at stå fast. Er det os, der tager fejl?

Han har desuden en klar opfordring til andre, som studser over afgørelser hos kommunen.- Du skal ikke bare tage kommunens beslutning for gode varer. Jeg er så heldig at have en kone, der kender til reglerne og lovene, men det er ikke alle, der har det. Jeg kan da godt være bekymret for, at der er andre, der bare accepterer kommunens afgørelser. Så er du i tvivl om noget, så husk at række ud efter hjælp.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt