Arbejdsliv Plus
Fem tegn på at din bolig trænger til isolering Kulde og træk, høj varmeregning og kolde vægge er blandt tegnene på, at der er for lidt isolering i din bolig. Her er fem ting, du kan se efter, hvis du er i tvivl.

Kolde fødder og høje varmeregninger. Det er noget af det, der kan tyde på, dit hus mangler isolering.

Er du i tvivl om, hvorvidt dit hus er tilstrækkeligt isoleret, eller om du kan spare penge på varmeregningen, så læs her 5 tegn på, at din bolig trænger til isolering.
1. Høj varmeregning Hvis din varmeregning er meget højere end andre lignende boligers, er det et tydeligt tegn på, at der er noget galt. Det kunne være manglende isolering.

Tjek her, hvad en gennemsnitsfamilie bruger om året i varme i dit område.
2. Boligen er svær at varme op Hvis det er svært at varme boligen op, kan det være et tegn på, at der mangler isolering.

Typisk forsvinder varmen nemlig gennem tag, ydervægge, vinduer og gulvet. For at finde ud af, hvor varmen forsvinder igennem, kan du enten finde din boligs energimærkning eller få hjælp af en energirådgiver.

Det kan dog også skyldes, at der er få radiatorer, eller at dem, der er, er for små. Det gør det svært for varmen at fordele sig i rummet.
3. Det er fodkoldt Hvis det er fodkoldt, er der stor risiko for, at din bolig trænger til mere isolering.

Hvis der ikke er isoleret tilstrækkeligt under gulvet, vil det være koldt. Især hvis det trækker langs gulvet, kan der slippe meget varme ud.
4. Kolde vægge

Hvis du lægger din hånd på en ydermur, og den føles kold, er det et sikkert tegn på, der mangler isolering.

Vær opmærksom på, at hele væggen ikke altid mangler isolering. Det kan være enkelte steder, ofte i hjørner eller lige i overgangen mellem soklen og væggen eller væggen og loftet.

5. Kulde og træk fra utætheder Det kan trække fra vinduer og døre, hvis der enten ikke er tætnet tilstrækkeligt, eller hvis tætningslisterne er slidte.

Det er nemt at undersøge, om det trækker. Du kan holde en hånd op og mærke eller sætte et stearinlys foran, og hvis det blafrer, er det et godt tegn på træk.

Du kan også sætte et stykke papir fast i vinduet/døren og lukke den. Hvis du let kan trække papiret ud, lukker det ikke ordentligt til. Husk at tjekke alle sider!

Kilde: Videnscentret Bolius.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt