Nyheder
Maskinudlejningsfirma skilte sig af med arbejdsmiljørepræsentanten Hos Loxam i Skejby valgte ledelsen at skille sig af med en besværlig arbejdsmiljørepræsentant. ”Det er et brud på overenskomsten, når virksomheder fyrer en tillidsvalgt,” lyder det fra 3F

Når Per Thorsted ser tilbage på de sidste dage før jul sidste år, ryster han på hovedet. Han arbejdede i Skejby hos Loxam, der er en international koncern på godt 11.000 ansatte.

En kollega mødte ind på arbejdspladsen om natten med en test, der hverken viste negativ eller positiv. Klokken fem om morgenen konkluderede den lokale afdelingschef i Aarhus, at han skulle have en ny test, når test-stederne åbnede.

Resultatet blev, at resten af de ansatte i afdelingen mødte ind til en kollega, der få timer senere blev testet positiv for Corona.

Det fik Per Thorsted, der var arbejdsmiljørepræsentant, til at reagere. Han synes, at chefen skulle have sendt kollegaen hjem, og selv forlod han resolut arbejdspladsen for at blive testet.

”Jeg sagde til de to kontordamer, der sad og grinede, da det gik op for dem, at vores kollega var positiv, at nu måtte de stoppe,” fortæller Per Thorsted, der selv testede negativ, mens fem af hans kolleger var blevet smittede.


Fortrød ikke
En uge senere blev han kaldt til møde, hvor afdelingschef Jan Strunge stak ham en fyreseddel.

”Han spurgte mig, om jeg fortrød, hvad jeg havde sagt til kontordamerne, men det gjorde jeg jo ikke. Så blev han nødt til at fyre mig,” fortæller arbejdsmiljørepræsentanten, der havde været ansat hos Loxam i to år.

Per Thorsteds job bestod i at klargøre lifte og biler, så sikkerheden var i orden, og sideløbende sad han i Loxam Danmarks sikkerhedsudvalg. Her havde han op til fyringen påpeget en række sikkerhedsbrists.

”Jeg tror, at de brugte det her til at få mig fjernet. Jeg havde ikke råbt ad damerne på kontoret, sådan er jeg slet ikke,” siger Per Thorsted, der også har været frivillig produktionsleder på Riverboat Jazzfestival i to et halvt år og frivillig i 12.

Sikkerheden haltede
Udlejningsvirksomheden havde godt en måned før haft en arbejdsulykke, hvor en lift var kørt af en lastbil, og en mand brækkede kæben, armen og benet, så arbejdsmiljørepræsentanten forsøgte ihærdigt at gøre ledelsen opmærksom på de steder, hvor sikkerheden haltede.

”Jeg kom ind en dag på værkstedet og så mekanikeren, der lå halvt inde i en bomlift, hvor han var i gang med at arbejde på hydraulikken. Hvis liften klappede sammen, blev han klippet midt over,” siger Per Thorsted, der har billeder af situationen på sin mobiltelefon.

Han påpegede også, at der blev malet lifte med spraymaling uden udsugning, så ham og hans kolleger gik og indåndede partiklerne, og han havde talrige eksempler på, at forskellige lifte blev hentet det ene sted og kørt til det næste uden klargøring.

”Hvis der var noget galt med maskinen, opdagede vi det ikke, og det kunne jo gå helt galt,” siger han.

Brud på overenskomsten
3F Bjerringbro-Silkeborg gik ind i sagen, og Loxam indgik et forlig, hvor Per Thorsted fik en godtgørelse på 115.000 kroner, og virksomheden fik en bod på 15.000, som skal betales til 3F Byggegruppen.

”Virksomheder kan ikke bare skille sig af med tillidsvalgte uden at varsle det til os først. Det er et brud på overenskomsten, når de fyrer en arbejdsmiljørepræsentant eller en tillidsrepræsentant uden den mindste advarsel,” siger faglig sekretær Vagn Schmidt fra 3F Bjerringbro-Silkeborg.

Hos Loxam vil ledelsen ikke kommentere på en personalesag, men HR-manager Ulrika Kyster Hvelplund erkender, at hun ikke havde undersøgt, om Per Thorsted var arbejdsmiljørepræsentant.

Ikke opmærksomme nok
”Vi ved godt, at vi skal beskytte ansatte med tillidsposter, og vi var simpelthen ikke opmærksomme nok i den her sag. Nu har jeg sørget for, at vi får tydeliggjort den særlige beskyttelse, som tillidsvalgte har, så det ikke sker igen,” siger Ulrika Kyster Hvelplund, der til gengæld ikke genkender den kritik, der er rettet mod virksomhedens sikkerhed.

”Vi kan med garanti sige, at sikkerheden ikke halter. Sikkerhed er en topprioritet i Loxam, og det er noget alle vores medarbejdere løbende gøres opmærksomme på. Vi har et tæt samarbejde med både Arbejdstilsynet og Teknologisk Institut for løbende at forbedre vores indsatser,” siger HR-manager Ulrika Kyster Hvelplund og fortsætter:

”Vi har konstant fokus på sikkerhed, hvilket også betyder, at det materiel, vi udlejer, skal være i top. Vi arbejder målrettet for at sikre og forbedre et godt arbejdsmiljø - både i Loxam og for vores kunder”.

For Per Thorsted handler det om hans tidligere kolleger.

”Jeg har skrevet mine kommentarer om sikkerheden til den øverste ledelse, men jeg har ikke hørt noget. Det er ikke fordi, jeg er sur på firmaet, jeg undrer mig bare over, at jeg jo faktisk ville hjælpe med sikkerheden, inden det gik helt galt. Det eneste, jeg har gjort, er at følge Loxams egne regler,” siger han.



Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt