Tekst & foto: Janus Rønbach
En fransk med ketchup og en kopkaffe. Sådan siges der foran fagbevægelsens pølsevogn efterfulgt af sætningen. Det er godt nok koldt. Datoen er den 6. januar, sneen dækker jorden og frosten er i luften. Alligevel er flere hundrede mennesker mødt op for at klappe forhandlerne ind til overenskomstforhandlingerne 2026.
Skulder ved skulder stod medlemmer fra bl.a. BUPL, HK, FOA og BJMF ved forhandlingslokalerne på Weidekampsgade foran KL. Højere løn, flere seniordage og kortere arbejdstid, var nogle af de budskaber, der var sat fast på Kravenes Port, der var sat op som en portal til forhandlingerne.
En svær omgang
Formand for servicegruppen i BJMF, Rasmus Bredde, var også til stede ved indklapningen. Han ser både håb og gejst i forhandlingerne, men pointerer også, at der er meget på spil.
– Det bliver en svær omgang. Der er uenigheder internt i fagbevægelsen, om vi skal have en fritvalgsordning. Det har man på det private område. Der er desværre faglige kræfter, som tænker, at det er det eneste saliggørende. Jeg er ikke principielt imod det, men spørgsmålet er hvordan det bliver bygget op, siger Rasmus.
– Når du spørger kollegerne om de vil have en fritvalgsordning, så er svaret ja. Hvad de skal betale for den, er dog den afgørende diskussion. Nogle vil lægge omsorgsdage, sjette ferieuge og seniordage ind i fritvalgsordningen. Min holdning er klar. Hvis vi skal have en, så skal det være for nye midler. Så gør vi ligesom på industriens område, hvor vi bygger den stille og roligt op. Det ville i mine øjne være katastrofalt, hvis det kommer til at koste os den sjette ferieuge, siger Rasmus.
Gartner og fællestillidsrepræsentant Balder Drøger Laksø holdt tale til indklapningen. Han mener, at medlemmer og faglige bør se hinanden meget dybt i øjnene i forhold til en eventuel fritvalgsordning.
– Jeg frygter, at sjette ferieuge og barn syg kan blive en del af fritvalgsordningen. Det vil føre til mindre fritid og dermed også mere nedslidning. Det kan også være en faktor, der skaber mere ulighed. Det gør det i det private, hvor mændene tager lønnen og kvinderne tager fritiden. Det bliver som at tisse i bukserne for at holde varmen, siger Balder.
– Det er også et grundlæggende spørgsmål om vores samfundsindretning. Skal det hele individualiseres, eller skal vi sikre generelle rettigheder, der gælder for alle. I min optik er vi mest frie, når alle har lige muligheder, pointerer Balder.
Lønnen er afgørende
OK26 forhandlingerne rammer ned i en række problematikker på lønnen. Der er efterslæb på de offentlige lønninger, der ikke er fulgt med de private, og der er et spørgsmål om politisk indblanding i forhold til lønstigninger i militæret.
– Vi har en finansminister, Nicolai Wammen (S), som kun kigger fremad. Han kigger kun på hvad de private tjener over de næste to år, og tænker: vi skal følge det. Han tager ikke højde for, at de offentlige er bagud. Vi skal indhente reallønnen og have lønstigninger, siger Rasmus Bredde.
– Allerhelst så vi gerne at alle lønninger blev udmøntet i kroner og ører. Minimum er et lønløft til de lavestlønnede, som oftest er 3F’ere. Det er de lavest lønnede, der bruger den største andel af deres løn på fødevarer. Fødevarer er med inflationen steget med næsten 30 procent de sidste fem år. Den lavest lønnede femtedel bruger dobbelt så stor en andel af deres løn på fødevarer, som den højest lønnede femtedel, forklarer Rasmus.
Gartner og fællesrepræsentant Claus Bülow var også på pletten på dagen. Han er, som sine kolleger, skeptisk over for en fritvalgsordning, der fragmenterer arbejdsmarkedet og undergraver den sjette ferieuge. Ligesom sine kolleger er han bekymret for løn og levevilkår.
– Efterslæbet på lønnen fra 2021 skal indhentes og reallønnen skal sikres. Det bekymrer mig dog, at det er finansminister Wammens umiddelbare holdning, at der skal findes 1,8 milliarder i overenskomstforhandlingerne til soldaternes lønstigninger. Det er penge der tages ud af rammen i vores lønforhandlinger. Det bør ikke være os, der betaler den lønstigning. Jeg er ikke imod bedre løn til soldaterne, men de offentlige har allerede holdt for de sidste fem år, siger Claus.
Gaden giver gejst
Rasmus Bredde understreger, at det er for tidligt at konkludere på forhandlingerne, men at det er godt at se, at der er opmærksomhed omkring forhandlingerne, netop fordi at reallønnen har været så hårdt ramt.
– Vi har også selv været med til at skabe den opmærksomhed ved at have en masse pladsbesøg. Der var god stemning og kampgejst i dag. Folk vil gerne det her. Jeg tror helt generelt, at fagforeningerne undervurderer hvor meget forhandlingsbordet kan formes udefra. Forhandlingerne afgøres ikke af, hvem der sidder på hver sin side af bordet. De afgøres af styrkeforholdet de to parter imellem. Det kan man være med til at forme udefra, hvis man vil. Det er en strategisk overvejelse, siger Rasmus.
– Ved overenskomstforhandlingerne i 2018 var der ikke nogen tvivl om, at arbejdsgiverne blev presset til at give vores side mere, end de egentlig havde tænkt sig, fordi alle folk var oppe i højeste gear. Det skal man skrive sig bag øret. Det bliver man som fagforening nødt til. Medlemmerne er en del af sejren, siger Rasmus.
Det budskab støtter Balder Drøger Laksø, og med de sidste ord i sin tale foran de mange fremmødte understreger han vigtigheden af sammenhold og solidaritet.
– Overenskomsterne er guldet. Det er vores kære eje. Pas på det kære forhandlere, vi har givet jer det i hænderne. Vi skal vise, vi står sammen, støtter vores forhandlere, og vise dem, at vi har deres ryg, siger Balder og afslutter: sammen er vi stærkere!
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.