Tekst: Janus Rønbach og Lotte Ott. Foto: Janus Rønbach

– Skal vi være genbrugsvejledere eller elektronikvogtere? Det spørger Helle Bendtsen sig selv og sine kolleger om. Hun er tillidsvalgt for genbrugsvejlederne på de københavnske genbrugspladser, og oplever, at der er sket en eksplosion af tyverier og aggressioner.

Elektroniktyvene
Et af de store problemer er »elektroniktyvene «, som huserer på både genbrugsstationer og nærgenbrugsstationer for at skaffe ting til videresalg.

Elektronik bliver ikke længere lagt ud til direkte bytte, fordi der tidligere har været slåskampe mellem brugerne og det har været nødvendigt at tilkalde politiet.

På flere nærgenbrug skal elektronikken afleveres personligt til en genbrugsvejleder, der låser det inde med det samme. Det har dog ikke løst problemerne, tværtimod har det ført til jævnlige indbrudsforsøg i elektronikburene – både i og uden for åbningstiden.

– Sidst jeg talte med min kollega på Bispeengbuen, havde de, i løbet af den første time pladsen var åben, smidt tre personer væk, som forsøgte at få fat i elektronikken. Og sådan fortsætter det hele dagen.

Helle fortæller videre, at når de ansatte går hjem til fyraften, står tyvene og venter på at bryde ind til elektronikken, og nogle gange er det mandskabshusene, der bliver ribbet for alt.

Det giver en masse ekstraarbejde, som intet har med genbrug at gøre: sikre spor, ringe til politi og glarmester, rydde op mv. og vente på at politiet giver grønt lys for at der kan åbnes op.

Nærgenbrug i offentlige rum
De lokale nærgenbrugspladser i Møllegade, Nordhavn og på Langgade har nogle særlige udfordringer: Pladserne ligger i åbne offentlige rum, og er blevet samlingssted for nogle personer, der tager ophold hele dagen, drikker og kan blive meget ubehagelige.

Der er lavet en regel, der gælder alle genbrugspladser, om at man kun må komme en gang om dagen og maks. være der en halv time.

– Men det er svært at sige, at de ikke må være der, for så flytter de bare over på en kommunal bænk ti meter væk. Det er typisk i de situationer, hvor vi beder dem gå, at vi får nogle udfordringer.

På de åbne pladser er der også borgere, der tager ophold hele døgnet, og det giver enormt meget rod, som genbrugsvejlederne så også skal forholde sig til.

Dødstrusler
Det høje konfliktniveau og de mange konfrontationer giver et anspændt arbejdsmiljø, som rammer kollegerne.

– Jeg har to kolleger, der har sagt op, simpelthen fordi det fyldte for meget med den massive aggressivitet. Elektroniktyvene kommer tit, og jo mere vi smider dem ud, jo mere aggressive bliver de. Det blev for meget for kollegerne, siger Helle og fortsætter:

– En kollega på Bispeengbuen har fået dødstrusler af nogle af elektroniktyvene. Det er jo ikke fedt at få dødstrusler for bare at passe sit arbejde. Der er flere, der er berørte af det.

– En anden kollega var nødt til at ringe efter politiet for at blive eskorteret ud af sin arbejdsplads. Han var blevet lidt senere og skulle lukke og slukke. Da han kommer ud, står der seks elektroniktyve i gang med at splitte burene med elektronik ad. Han turde simpelt ikke gå ud og måtte ringe til politiet.

Trygheden udfordret
Helle Bendtsen er stor tilhænger af genbrug og kan godt lide sit arbejde, men efterhånden handler arbejdet på genbrugspladsen i stigende grad om at komme konflikter og tyverier i forkøbet.

– Alle synes, at genbrug er en god idé, men det er ærgerligt, at vi kommer i situationer, der virkelig er en prøvelse. man bliver mættet af den store aggressivitet, der er. Det skal være trygt at gå på arbejde, og nogle dage er trygheden udfordret, siger hun.

– Jeg har stor respekt for at man i Københavns Kommunen vil have endnu mere direkte genbrug, men udfordringen er, at vi ikke også får de der varme hænder, siger Helle og uddyber at genbrugsvejlederne ofte laver socialt arbejdet og tager sig af opgaver, som egentlig hører til hos politiet.

– Det er belastende både psykisk og i forhold til selve arbejdet at skulle forholde os til ting, som vi ikke er klædt på til at klare.

Butiksdetektiver og politibetjente
Arbejdet på genbrugspladserne er blevet til mere og andet end en arbejdsdag under åben himmel, sørge for at pladsen er pæn og ryddelig, bidrage til løbende optimering og vejlede de besøgende.

Nu består arbejdet også i at forhindre tyverier og sikre at reglerne bliver overholdt. F.eks. må man tage, hvad man kan have i hænderne. Men som Helle siger, så kan en Ikea-pose i hver hånd rumme rigtig meget.

Vejlederne er også sådan en slags butiksdetektiver, der skal holde øje med de besøgende. På Helles arbejdsplads er der to, der hele tiden vender tilbage: Lampemanden og Metalmanden, er de blevet døbt.

– Når Metalmanden er der, så venter vi med at køre metalting ind i byttezonen, fordi vi ved, at han tager det hele ud i Sydhavnen og sælger det som metalskrot. Det kan f.eks. være et par superfine messinglysestager, som nogle ville blive rigtig glade for.

– Lampemanden render med sin lille hobbykniv og skærer alle ledninger af lamperne. Hvis det er en pendel, kan man skifte ledningen, men hvis det er en standerlampe, så kan den ikke bruges.

– Så kan man jo spørge sig selv: Er det meningen? Er det en del af konceptet?

Tyvegodset ender på markeder
Elektroniktyvene er, ifølge Helle Bendtsen, udlændinge fra Østeuropa, der forsøger at overleve ved at sælge ting og sager på gademarkeder. Nogle af kræmmerne bruger genbrugsstationerne som forsyningskilde.

Hun ser en sammenhæng mellem stigning i elektroniktyverierne og Københavns Kommunes lovliggørelse af bl.a. det tidligere uregulerede marked under Nørrebro Station.

– Jeg har forståelse for, at man kan opholde sig i Danmark og ikke have de samme muligheder som os andre, men det piner mig, at det skal gå ud over mine kollegers arbejdsdag, siger hun.

– Men der er også noget galt, når den samme person, der viser sig at være udvist gentagne gange fra Danmark og uden opholdstilladelse, dukker op hos os igen og igen. Politikerne har et problem, siger Helle Bendtsen.

Svær løsning
Helle har ikke noget enkelt bud på, hvad der skal til for at sikre hende og kollegerne en tryg arbejdsdag.

– ARC har gjort rigtig meget for at dæmme op for de ubehagelige situationer. I perioder har der været vagter hele dagen til sidste mand er gået. Elektronikken bliver afhentet dagligt i hverdagene for at forhindre tyverier. Men det er mere symptombehandling.

– Jeg ved slet ikke, hvad løsningen skal være, siger Helle og funderer på, om man måske skal genindføre betaling for tingene, sådan som det tidligere fungerede på genbrugsstationen i Sydhavnen...

– … Eller gøre som på Hvidovre, hvor genbrug bliver indsamlet til foreningerne, der så afholder loppemarked én gang om måneden, hvor indtjeningen går til foreningslivet i kommunen

– På nærgenbrug kunne det måske gøre arbejdsdagen mere tryg, hvis man altid var to på arbejde, ikke fordi der er arbejde til to, men alene for ikke at stå alene i de ubehagelige situationer, siger Helle Bendtsen og tilføjer at Møllegade er den eneste nærgenbrugsstation, hvor de er to på vagt.

Genbrugsvejlederne er organiseret i Klub Genbrug og er i skrivende stund i gang med en henvendelse om problemerne til Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

Artiklen er bragt i Fagligt Fokus nr. 3 2025