Nyheder
Fem myter om støv

Fem myter om støv

  1. Myte: Hvis det støver, kan man bare tage en maske på.
    Fakta: Udvikling af støv skal undgås ved at vælge de mindst støvende arbejdsmetoder og bruge sug på maskinerne. Så beskytter man nemlig alle på arbejdsstedet. Den person, der udfører det støvende arbejde, skal bruge åndedrætsværn som supplement, når det ikke er muligt at fjerne alt støvet, hvor det dannes.
  2. Myte: Støv er ikke et problem, når man arbejder udendørs.
    Fakta: På byggepladser skal man beskytte sig mod støv, også når det støvende arbejde foregår udendørs. Udendørs bliver støvet ikke hængende i luften, men man kan indånde det, mens man er i gang med at arbejde. Derfor skal man også udendørs vælge de mindst støvende arbejdsmetoder og bruge sug på maskiner. Den person, der udfører det støvende arbejde, skal bruge åndedrætsværn, hvis det er nødvendigt.
  3. Myte: En lille smule støv er ikke farligt.
    Fakta: På byggepladser kan man blive udsat for mange forskellige typer støv. Kvarts, asbest og træstøv er eksempler på kræftfremkaldende stoffer, hvor al unødig udsættelse skal undgås, fordi der ikke er nogen nedre grænse for de helbredsskadende effekter. Ny forskning viser desuden, at selv lave koncentrationer af støv kan øge risikoen for hjertekarsygdom, så der er mange gode grunde til at forebygge udsættelse for støv.
  4. Myte: Man kan se, hvis der er for meget støv i luften.
    Fakta: Støv kan godt være et problem, selvom det ikke kan ses. Særligt det fine støv kan hænge i luften rigtig lang tid efter, at det støvende arbejde er afsluttet. Det fine støv kan nå længst ned i lungerne, derfor er det vigtigt, at luften renses med udluftning eller luftrenser. 
  5. Myte: Er det ikke mit støv – er det ikke mit problem.
    Fakta: En virksomhed har ansvar for at beskytte sine medarbejdere mod støv – også selvom det ikke er dem, der udfører det støvende arbejde. Virksomheden kan altså godt få et strakspåbud fra Arbejdstilsynet, selvom det ikke er virksomhedens egne medarbejdere, der støver på byggepladsen.

Kilder: Branchevejledningen om støv på byggepladsen (BFA BA), Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt