Tekst: Janus Rønbach. Foto: Søren D. Andersen

Det er en tidlig lørdag morgen. Duggen klynger sig endnu til det grønne græs, og solen er endnu ikke brændt igennem det grå skydække. Bag bindingsværk og under stråtag høres unge stemmer synge Tømmermandens vise:

»Den tømmermand bruger sin dag
med forstand, det gælder at hale de
kroner i land. Hver morgen han traver
fra hjemmet så glad, så varsomt han
bærer sin pakke med mad. Han bruger
sin hjerne og fysisk kraft, de skarpeste
jern og økser på skaft.«

Frilandsmuseet er et af verdens ældste og største frilandsmuseer og rummer over 100 gamle landbobygninger fra forskellige egne af det historiske Danmark. Bygningerne er indrettet, som da de var beboet af bønder og landhåndværkere.

Her var en flok unge mødt op til Faglig Ungdomsfestival, der er organiseret af medlemmer og ansatte i BJMF. Bygningssnedker Stefan Bugge og tømrer Laurits Lillelund bød velkommen med frisk morgenbrød og dampende kaffe.

Fortidsgaver til Fremtidens svende
– I Hustømrerforeningen har vi et svendelaug. Vi tænkte, at vi gerne ville have mere faglighed ind i lærlingeuddannelsen. Derfor laver vi dette kursus for de unge. Selv har jeg samlet nogle af de klassiske færdigheder op gennem årene, ved at arbejde på gamle bygninger med restaurering, understreger Stefan.

Under morgenmaden snakkes der lystigt om klassiske byggemetoder, herunder det såkaldte kongespær, der bruges på f.eks. Børsen, hvor tagkonstruktionen hviler på spærene uden at være fastgjort. Derved kan konstruktionen bevæge sig, når det blæser, men samtidigt fordeles vægten ned gennem konstruktionen til et stærkere punkt.

Efter sang og morgenmad bevæger forsamlingen sig i godt humør gennem Frilandsmuseets idylliske omgivelser. Under nogle enorme egetræer har kursusholderne klargjort dagens opgave. Store stammer ligger klar på bukke og på rad og række står dusinvis af bindøkser og bredbiler. Disse skal bruges til at udhugge stammerne.

– Bindøksen var landarbejderens værktøj, hvorimod bredbilen var tømrernes. De stykker træ som ryger af stammen i tilhugningsprocessen kaldes en klamp. Det var et arbejde, som en hvilken som helst ulærd arbejder kunne udføre – en klamphugger, bemærker Stefan.

Før stammerne kan hugges til, må de måles op. Hvor stort et stykke tømmer kan man få af netop den stamme man står med? Efter stregerne er sat, svinger ungdommen økserne og der flyver klamper til højre og venstre.

– Det var super fedt, at de unge var så interesserede og engagerede. De ville næsten ikke hjem igen. Vi vil helt sikkert lave lignende kurser fremover, siger Stefan. De får også en materialeforståelse, de kan bruge i deres arbejdsliv, samt en grøn bevidsthed. Det fede ved at kigge tilbage, er at man kan se fremtidens mulige byggeri. I det gamle håndværk skulle man spare på sine materialer, og man sparede træ ved at hugge stammerne. Samtidigt arbejdede man med frisk træ, så der var ikke behov for kunsttørring. Du hugger stammen med det samme. Det giver også mindre transport. Der er meget kort fra skov til byggemateriale.

Man kan mærke det
Kursusdeltager Dagmar Larsen, der er udlært bygningssnedker, interesserer sig generelt for de gamle håndværkstraditioner, som hun har stiftet bekendtskab med i sin læretid, hvor hun var med til at restaurere gamle bygninger.

– Jeg så kurset på Instagram. Det er spændende at arbejde mere traditionelt. Det har været gennem menneskehænder og du finder en kvalitet i de gamle løsninger, hvor det ikke bare skal gå stærkt. Det fedeste var at høre noget om historien bag den måde at arbejde på, og at bruge sin krop på en helt anden måde – kom hjem og have sindssygt ondt i hænderne, efter at have svunget øksen over den rå stamme hele dagen. Så ved man på egen krop, hvad det betyder at arbejde på den måde, påpeger Dagmar.

– Jeg vil gerne lære mere af den slags håndværk. Jeg har lært at hugge med økse, processen med at håndhugge, at opmåle og at bruge forskellige økser. Det vækker ens nysgerrighed at se de gamle teknikker. Der er også et stort behov for, at der også findes nogle der kan vedligeholde og opbygge de gamle huse – bare se på Børsen der nu skal genopbygges, siger hun.

Det sociale og det grønne
Lauritz Christiansen, der er tømrersvend og ungdomskonsulent hos 3F BJMF, var både med til kurset og til at organisere det. Tidligere har der været lignende landsdækkende arrangementer med hundredvis af deltagere, og Lauritz håber de kan komme meget længere ud næste gang.

– Det sjoveste var at møde nogle nye mennesker og være sammen om håndværket. Det handlede om at være tømrere og snedkere. Vi arbejdede, spiste og snakkede sammen. Materialelæren i det var også fedt. En forståelse af hvordan det er at arbejde i vådt træ. Det er blødere og vi prøvede noget andet værktøj, siger Lauritz.

– Der var også et interessant grønt perspektiv i de gamle metoder. Bindingsværkshuset var naglet sammen, så man kunne skille det ad igen. Det var ikke støbt fast. Man kunne altid skifte de udtjente dele af huset. Det var også muligt at tilføje nye dele til konstruktionen eller pille dele af huset ned og give det til sine børn, der flyttede ud, og som så kunne bygge det op igen et nyt sted. Det er nærmest som lego. Det er da bæredygtigt og du genanvender arbejdskraften, påpeger Lauritz.

Artiklen er bragt i Fagligt Fokus nr. 3 2025