Tekst & foto: Janus Rønbach
I en skurvogn i København sidder en flok glade murersvende og murerarbejdsmænd. De arbejder på fællesakkord og kunne ikke forestille sig at gøre det anderledes. Pladsens tillidsmand Simon Sylvest og formand Morten Bjørn Larsen vil gerne dele glæden med alle de andre kolleger i byen.
– Jeg var på en anden plads, hvor vi også havde fællesakkord, og så snakkede vi med mester om at komme på denne plads. Jeg sagde til mester, at han skulle vide, at vi laver fællesakkord, hvis vi skulle derud. Alle andre havde platformsakkord. Jeg var spændt på hvad han sagde, men det var helt fint. Vi ringede rundt til de andre vi kender, og så kom de med på fællesakkorden, forklarer Morten.
Konkurrence eller fællesskab
En fællesakkord er en samlet akkord for et større murersjak, og har derfor også ofte murerarbejdsmænd tilknyttet. En platformsakkord er som regel begrænset til to murersvende på en arbejdsplatform.
– Det har altid været vores holdning at arbejde på fællesakkord. Der er bare nogle af vores andre kolleger, der ikke gør det. På platformsakkorden kan mester spille kollegerne ud mod hinanden. Eksempelvis ved at pege på sjak, der kan gøre det billigere og hurtigere end andre. Det kan også være unfair, da arbejdet er forskelligt. Nogle skal mure noget helt glat, og andre skal mure hvor der en masse vinduer, tilbagetrukkede felter eller fremspring, selvom prisen er den samme. Det er unfair, påpeger Simon.
– Der er mange ulemper ved platformsakkorden. Hvis mester ser sig sur på nogen, så kan denne blive smidt ud, så snart akkorden er færdiggjort. Man er også dårligere stillet, hvis nogle bliver syge. Der står du bare alene tilbage. Man står også svagere, når der skal forhandles med mester, da du ikke er en del af et fællesskab, nævner Simon.
Hele sjakket forklarer, at det mest afgørende dog er, at man med en platformsakkord, ikke har råd til en murerarbejdsmand. Murerarbejdsmanden er hamrende vigtig, understreger de. Det er dem, der er på jorden og sørger for logistik, fordeling af materialer og oprydning. Uden murerarbejdsmanden ville murersvenden blive slidt op og hele pladsen ville sejle.
– Jeg var på en plads, hvor vi var fire murersvende og en murerarbejdsmand. De andre på pladsen kørte platformsakkord. Så opdagede de vores murerarbejdsmand, og hvor smart det var. Så ville de også have ham. Det var yngre svende, som aldrig havde prøvet fællesakkord. Der gik vist et lys op for dem, for de begyndte at betale murerarbejdsmanden ud af deres egne akkorder, fortæller Morten.
Alle vinder på fællesakkorden
Murerarbejdsmanden møder før murerne. Det hele står klart, når de ankommer. I stedet kan de koncentrere sig om at mure sten. Man deles også om maskiner og udstyr på fællesakkorden, i stedet for at konkurrere om at komme til. Det er en mere effektiv arbejdsgang. I det hele taget peger sjakket på mange fordele ved fællesakkorden.
– Det er fjollet, at folk bruger årevis på et murersvendebrev, og så render rundt og leger murerarbejdsmand. Der er også et perspektiv om, at vi skal arbejde længere og længere. Så dur det ikke, at vi slider os selv ned. Platformsakkorder er bare mere nedslidende, nævner Simon.
– Der er også mere kvalitet i byggeriet ved fællesakkord. Det skal ikke gå så stærkt. Kvaliteten bliver dårligere, når folk stresser. Der kommer flere fejl, og folk bliver ligeglade, fordi de bare skal tjene hurtige penge. På den anden side af bordet, er det også en fordel for mester. Han skal kun forhandle én akkord, påpeger Morten.
– Det handler også om at give hinanden en chance. På fællesakkorden er der plads til murerarbejdsmænd eller lærlinge. Vi skal jo uddanne de næste, ellers kvæler vi os selv. På platformsakkorden er man kolleger uden at være kolleger. Man bliver konkurrenter. Det kan jo ikke være rigtigt. Vi er der jo alle med ét fælles formål – at bygge lortet, understreger Morten.
Vi skal have solidariteten tilbage
Det er nogle bestemte firmaer, der kører disse platformsakkorder. Der er fortsat masser af fællesakkorder i byggeriet. Tidligere var det ikke kutyme med platforme fortæller sjakket. Der var alt på stillads. Platformsakkorden er opstået sammen med arbejdsplatformene. Platformsakkorden er relativt ny.
– Nogen tænkte, at de kunne tjene en masse penge. Så hytter man bare sit eget skind. Man bliver splittet over for mester og byggeledelse. Hele vores fag bliver svagere af det. Nogle unge rammer kun pladser, der kører platformsakkord. De kender ikke andet. Det er derfor, vi gerne vil fortælle om vores fantastiske fællesakkord, siger Simon.
Det handler også om solidaritet, udbryder hele sjakket i kor. Det handler om at holde murerarbejdsmandens fag i live. Hvis alle lavede platformsakkorder, så ville der ikke være flere murerarbejdsmænd. Et stort sjak på fællesakkord kan bære, at der kommer en ungersvend, der ikke er så skrap endnu, eller en ældre svend, der ikke er så frisk som de unge. Så er han til gengæld god til at grille, fortælle røverhistorier eller har erfaring og viden. Vi skal bruge alles evner. Det styrker os alle.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.