Tekst & Foto: Janus Rønbach
Regeringen fremlagde allerede i 2023 et forslag til juniormesterlære. Ordningen træder i kraft fra skoleåret 2025/26. Juniormesterlære er for folkeskolens udskolingselever, og kombinerer skolegang med praktik i en virksomhed.
Formålet er at give en mere praktisk afslutning på folkeskolen og øge elevernes motivation og trivsel. Eleverne går i skole 3-4 dage om ugen og er i praktik eller har praktisk undervisning de resterende 1-2 dage.
Alarmklokkerne ringer
Nyudlært snedker Sascha Haagen Andersen har på vegne af BJMF Ungdom startet en debat i Politiken om nogle af de problemer, som juniormesterlære kunne have.
– Alarmklokkerne begyndte at ringe. Vi støder allerede ofte på krænkelser og alvorlige problemer med trivslen hos lærlinge. Det virker bekymrende at introducere børn til branchen. Børn som er endnu yngre, endnu mere sårbare, og har endnu sværere ved at sige fra, over for den her måde at blive behandlet på, påpeger Sacha. DR’s serie Bare en lortelærling reflekterer desværre mange af de historier vi støder på. Vi er ikke overrasket nede i lærlingeklubben.
– Jeg forstår godt idéen med juniormesterlærer. Man prøver at tilgodese nogle elever, som har svært ved det læringsmiljø, der er i en folkeskole. På papiret en fin idé. Jeg tror bare, at når der er så store problemer i byggebranchen med hvordan lærlingen bliver behandlet, så falder det lidt til jorden, understreger Sacha.
Intentionen er god
Murersvend og uddannelseskonsulent i 3F forbundet Jens Kirkegaard går ind for ideen om juniormesterlære.
– Jeg er enig i, at byggebranchen på mange måder er rå. Der findes bestemt tilfælde, som i Lortelærling, hvor man savner ord for, hvor vanvittigt det er. Der er dog også dele af byggebranchen, hvor folk er rigtig glade for at være, og her er der nogle gode arbejdspladser. Jeg tror sådan set, at intentionen bag juniormesterlære er god og rigtig, siger Jens.
– Vi har en stor gruppe unge mennesker i folkeskolen, som ikke synes, at skolen er skabt til dem. For dem kan det at prøve at komme ud nogle dage om ugen faktisk været megafedt. Det er jo ikke meningen, at de her 8. og 9. klasses unge, skal ud i den del af branchen, som vi her snakker om. Man kan ikke forestille sig, at en på 14 år skal ud at bygge stillads. Der vil være steder i byggebranchen, hvor det ville kunne fungere til stor glæde for de unge, siger Jens.
Er den gode intention nok?
– Det er jo heller ikke meningen, at de almindelige lærlinge, vi har nu, skal ud til arbejdspladser, hvor de kan risikere at blive udsat for mobning, krænkelser og vold, men det sker alligevel, påpeger Sascha og fortsætter
- Det er skolelederen, der skal godkende lærerstedet ifølge den her nye ordning. En skoleleder der har travlt med at lede en folkeskole, og som nu skal kunne arbejdsmiljølovgivning til en grad, hvor de kan gå ud og kontrollere en arbejdsplads. Jeg synes der mangler nogle ressourcer i det her projekt.
Ungdomskonsulent for BJMF, Lauritz Christiansen, arbejder med at besøge skolerne og tale med lærlingene. Han er også skeptisk overfor juniormesterlærer.
– Det kan godt være, at det her er en god løsning i en drømmeverden, men vi har bare så mange dårlige erfaringer. Jeg arbejder selv med at besøge skoler. Man skal altså ikke krasse ret langt ned i overfladen, før man finder en lærling med en dårlig oplevelse, nævner Lauritz.
– Jeg havde en mester, som var døddrukken på arbejde, og råbte og skreg af mig, da jeg var i lære. Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, for jeg gjorde jo bare, hvad han sagde. Jeg kender folk som har fået kastet teglsten efter sig. Svende på coke. Folk der er blevet seksuelt chikaneret, når de har været 16-17 år. Det kan trække virkelig dybe spor i en person, påpeger Sascha. Jeg er nervøs for, hvad det vil betyde, for de her unge mennesker, siger han.
Det skal gøres ordentligt
– Det er klart nogle bekymringer, vi også har i 3F. I forhold til lærlinge, så introducerer vi faktisk på andet grundforløb, at eleverne skal undervises i hvad der er normal og acceptabel adfærd, og hvor man går hen, hvis man oplever uacceptabel adfærd. I forhold til juniormesterlære har vi netop i Byggeriets Uddannelse lavet en vejledning for at give virksomhederne nogle klare retningslinjer. Vi vil have det her i gang på en ordentlig måde, understrejer Jens.
– Der er dog åbenbart, at et antal virksomheder, som er godkendt til at have lærling, i det her tilfælde ikke bør have lærlinge. Det skal kontrolleres og her spiller skole, fagforening og kommune en stor rolle, Dog vil jeg fastholde, at juniormesterlære kan give noget særligt i forhold til unge mennesker, siger Jens.
– Jeg tænker i virkeligheden, at der er tusindvis af svende i den her fagforening, som sætter en ære i at behandle deres lærlinge ordentligt. En del af dem ville også kunne tage en juniormesterlærling, og give den unge et rigtig godt rygstød i livet. Det må jo også være budskabet i denne artikel, at hvis der er nogen af vores fagforeningskolleger og medlemmer, som ser et barn eller et ungt menneske mistrives, så letter vi sgu knoglen til den skole eller den kommune og fortæller at den ikke er god nok, påpeger Jens. Det er ikke den 14-årige der skal sætte de nødvendige grænser. De skal komme ud i et trygt miljø. Det skal vi gøre os umage med.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.