Tekst: Anne Mette Omø Carlsen. Foto: Søren D. Andersen
Medlemmerne i 3F BJMF diskuterede på den seneste generalforsamling situationen i Gaza, og har klare budskaber til regeringen, og 3F’s pensionsselskab, PensionDanmark.
- Vi arbejdere har altid kæmpet for fred og retfærdighed for alle mennesker i hele verden. Vi opfordrer derfor regeringen til at sætte alle kræfter ind for at stoppe krigen i Gaza, og gøre freden langvarig, siger Peter Christensen, murer, aktiv i BJMF, i Fagligt Palæstina Solidaritetsnetværk og medforslagsstiller til udtalelsen om fred i Mellemøsten.
Baggrunden for beslutningen er den mere end syv måneder lange krig i Mellemøsten, hvor volden kun er eskaleret. Mere end 35.000 civile palæstinensere er blevet slået ihjel i Gazastriben, herunder mere end 14.500 børn. Sulten står for døren og internationale menneskerettigheds- og nødhjælpsorganisationer advarer om en yderligere humanitær katastrofe.
Vi kan selv gøre noget
Mange medlemmer af 3F har deres pensionsopsparinger i Pensiondanmark. Pensiondanmark har tidligere trukket sig ud af fire banker, der har investeringer på den besatte Vestbred.
- Vi er ikke i mål endnu. Pensiondanmark har aktier i firmaet Caterpillar. Firmaet er en af verdens førende producenter af maskiner til bygge, - og minebranchen og er involveret i aktiviteter i ulovlige bosættelser på Vestbredden, siger Peter Christensen.
På den baggrund besluttede generalforsamlingen at opfordre til, at PensionDanmark sælger sine aktier i Caterpillar og alle andre firmaer, som understøtter den ulovlige besættelse af Palæstina.
- Vores pensionsmidler skal ikke gå til firmaer, som tjener penge på undertrykkelse af andre arbejdere, lyder det klare budskab fra medlemmer af BJMF.
Læs hele udtalelsen her: Palæstinaudtalelse (pdf)
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.