Nyheder
Bæredygtighed. Bygningsarbejdere i ekspertpanel Under overskriften: Viden fra virkeligheden, samlede 3F’s byggegruppe i november omkring 30 bygningsarbejdere fra hele landet til at tale om bæredygtighed.

Tekst: Anne Mette Omø Carlsen. Foto: Philip Davali 

Tømrere, snedkere, murere, murerarbejdsmænd og nedrivere var i november samlet til debat om bæredygtighed.

De omkring 30 håndværkere fra forskellige firmaer i både Århus, Esbjerg, Ålborg, Holstebro og København var samlet for at diskutere fremtidens byggeri, klima og bæredygtighed.

– Bygningsarbejderne udgør rygraden i udmøntningen af den grønne omstilling i byggeriet. Men klimadebatten er domineret af bygherrer, ingeniører og arkitekter. Vi vil derfor give bygningsarbejderne en platform at komme til orde på, dele erfaringer, lære af hinanden, lyder det i invitationen til arrangementet.

Vi er en del af den grønne omstilling

Uddannelseskonsulent Jens Kirkegaard i 3F byder velkommen.

– Vi kunne godt læne os tilbage, og sige at vi som håndværkere ikke har noget at skulle have sagt omkring materialer, hvad der skal bygges og hvornår. Men det ligger ikke i vores natur. Vi har indflydelse på processer, vi kan præge andre. Vi er en del af samfundet, og vores arbejdsliv er også en del af det bæredygtige, understreger Jens Kirkegaard.

Det er et aktivt og engageret hold, der er samlet og dagen byder på masser af gode indlæg. Oplæg fra Realdania og Effekt, der begge arbejder med bæredygtigt byggeri og byudvikling sætter rammen for, hvor slemt det står til.

Blandt andet præsenteres deltagerne for det faktum, at den 28. marts 2023 havde Danmark opbrugt sine naturlige ressourcer for 2023, som et af de første lande i verden.

Dagen er også kendt som ‘Overshoot Day’. Resten af året bruger vi flere ressourcer, for eksempel fisk og træ, end jorden naturligt kan genskabe resten af året. Det kan altså kun gå for langsomt, med at få alle med på bæredygtighedsvognen.

Næste skridt i kampen

Debatlysten og idérigdommen er stor fra de mange håndværkere, der efter oplæggene samles til gruppearbejde om hvordan panelet skal arbejde i fremtiden.

– Det er tydeligt hele vejen rundt, at alle vil meget mere. Møder fire gange om året, men ind imellem det også udvalg, inddragelse og bruge mere tid på det her. Folk efterlyste mere praksis, og så skal vi arbejde på at få flere faggrupper med, lyder det fra en af deltagerne, tømrer Helga Mathiassen.

Helga er imponeret over hvor engagerede folk er, og fremhæver for eksempel den unge nystartede murerarbejdsmand, der under præsentationen siger: Jeg er ved at lære at tænke som en håndværker, også kan jeg lige så godt lære fra starten også at tænke bæredygtigt.

– Det synes jeg er meget rigtigt, vi skal have fokus på uddannelse og viden, så vi kan ændre al den snak til handling, lyder det fra Helga.

Der er lagt op til, at panelet samles minimum fire gange om året, næste gang i Århus, hvor arrangementet starter med et besøg på en byggeplads. Flere skal med, så det er bare om at holde øje med indkaldelsen til næste møde, hvis du har interesse for bæredygtighed.

Artiklen har været bragt som en del af stort tema om bæredygtighed i Fagligt Fokus nr. 3/2023


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt