Af Lars Pless
Lasse voksede op i et arbejderhjem i Vanløse med sin mor, far og storesøster, indtil en dag hvor forældrene blev skilt. Pengene var små, og Lasse bidrog i en tidlig alder til sit eget ophold ved at gå til hånde og køre varer ud for en grønthandler i nærområdet. Her grundlagde han sit ry, som en rask, hjælpsom og vellidt Vanløsedreng. Et ry, som fulgte ham resten af livet. Altid kunne man stole på Lasse.
Efter skolen kom han i lære som glasblæser i et lille firma i Ryesgade, hvor de bl.a. lavede kolber, rør og reagensglas til laboratorier og hospitaler, og i weekenderne tjente han en ekstra skilling i Tivoli, hvor han sad og lavede smådyr og figurer.
Det var her, at han blev introduceret til fagbevægelsen, og blev medlem af en fagforening.
Efter sin læretid, var det tid til nye eventyrer. Lasse blev havnearbejder og arbejdede en tid i Frihavnen med lastning og losning af de store oceangående skibe, der den gang lå i havnen. Hver morgen mødte man op til mønstring, hvor de fremmødte, så blev forhyret af Stevedore Kompagniet, - hvis de var heldige. Lasse elskede sit arbejde i havnen, men da han stiftede familie, var det ikke nok at tjene til dagen og vejen, som daglejer i havnen.
I starten af 70’erne fik han job i Københavns Kommunes Gadevedligeholdelse, som jord- og betonarbejder. Her startede hans faglige aktivisme for alvor. Alle fagforeningens markeringer ”gravede” han sig ned i, og deltog aktivt i alt. Fra møder og generalforsamlinger på arbejdspladsen og i fagforeningen, til demonstrationer på Christiansborg, - altid forrest, som fanebærer på barrikaderne.
Lasse stillede altid op og forsvarede alle, der blev uretfærdig behandlet. ”Ret skulle være Ret”. Det har utallige arbejdsgivere og øvrige autoriteter fået at mærke. Han var kompromisløs, og der var aldrig langt fra ord til handling i Lasses verden. Det havde selvfølgelig konsekvenser for ham, men de blev mødt ophøjet ro. Lasse kom altid arbejdsgiverne i forkøbet og sagde selv op, hvis det var kommet dertil.
Efter 10 år i Gadevedligeholdelsen valgte han at sige sin stilling op. Derefter fulgte 15 år som brolæggerarbejdsmand, hvor han bestred forskellige tillidsposter i klubbestyrelsen, og desuden var medforfatter af brolægningsarbejdernes 100 års jubilæumsbog, inden han i 1995 igen blev ansat i Københavns Kommune, hvor han arbejdede indtil han gik på efterløn i 2010.
Lasse engagerede sig til det sidste i pensionistklubben og sad også i en periode i bestyrelsen og var desuden ølmand i SKOF.
Lasse valgte sin egen vej, da han fik at vide, at han var uhelbredelig syg, sagde han selv stop og frabad sig yderligere behandling. Lasse ville ikke gå på kompromis, ikke en gang hvis det kunne forlænge hans liv for en stund. Han kendte konsekvensen af sin sværeste beslutning og tog den, som han har gjort hele sit liv.
Lasse efterlader sig en søn, en søster, og sin hustru Ulla.
Æret være dit minde Lassefar!
Vores tanker går til familie og venner.
Lasse blev bisat torsdag den 27. februar 2025 fra Søndre Kapel, Bispebjerg Kirkegård. Bagefter var der gravøl i fagforeningen.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.