Nyheder
Konflikt på Børsen Der er indledt en håndhævelse af sympatikonflikten på byggepladsen i København, hvor Dansk Erhverv genopfører Børsen. Organiserede arbejdere mødte tidligt tirsdag morgen op for at protestere over forholdene på byggepladsen samt håndhæve sympatikonflikten.

Konflikten på Børsen skyldes, at en af de virksomheder, der arbejder på byggepladsen, Domus Ejendomsservice, siden 2021 har været blokeret af 3F, fordi virksomheden ikke vil indgå en overenskomst for sine ansatte.

Efterfølgende blev virksomheden sympatikonfliktet i FH af 3F Transport, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Dansk Metal og Malerforbundet i Danmark.

Konflikten betyder, at ingen organiserede arbejdere må arbejde på byggepladser, hvor Domus Ejendomsservice udfører arbejde. På Børsen-byggepladsen udfører virksomheden arbejdsmandsarbejde og rengøring med argentinske ansatte. Der er tale om en lovlig konflikt, som er varslet med gældende frister.

Helt uacceptabelt
”At en overenskomstbærende arbejdsgiverorganisation som Dansk Erhverv har en virksomhed gående på sin byggeplads, der nægter at tegne overenskomst, er helt uacceptabelt. Dansk Erhverv må kræve af sine entreprenører, at de får forholdene bragt i orden. Sympatikonflikten fremgår endda af Dansk Erhvervs egen hjemmeside,” siger formand for byggegruppen i 3F BJMF, Carsten Bansholm Hansen.

Da 3F BJMF var på besøg på byggepladsen, blev de nægtet adgang af Dansk Erhverv.

Ud over Domus Ejendomsservice arbejder også en anden sympatikonfliktramt virksomhed, DK Akustik. Denne virksomhed er konfliktet af Malerforbundet og er ligeledes sympatikonfliktet i FH.

Domus Ejendomsservice er hyret ind som underentreprenør af en af byggepladsens entreprenører, Toft Kobber.

 

For yderligere info kontakt byggegruppeformand i 3F BJMF, Carsten Bansholm Hansen, carsten.hansen@3f.dk / tlf. 28107705


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt