Tekst: Janus Rønbach

Fagligt Fokus møder Carsten en grå regnvejrsdag – men det gør ikke noget. Carsten er en glad mand. Han har netop fejret 50-års jubilæum som specialarbejder i Københavns kommune.

– Jeg kom i lære i Københavns Kommune som tømrerlærling. Det var d. 21.03.1976. Det har jeg dokumentation på, understreger Carsten. Det var min mor, der fik mig i gang. Jeg tænkte ellers mest bare på øl og piger. Jeg skulle have fast arbejde, og så havde Københavns Kommune noget ungdomsarbejde, hvor de rev Østre Gasværk ned. Det findes på den der video med Kim Larsen, der hedder: Det er en kold tid, som vi lever i. Der er et nedrivningssjak i baggrunden, som jeg var med i.

Da Carsten blev udlært, arbejdede han som som tømrersvend i Københavns Kommune i et halvt år, men skiftede så til Københavns Idrætspark, som tog sig af alle idrætsanlæggene i Københavns Kommune. Det skiftede senere navn til Københavns Idrætsanlæg og gik fra at være en selvejende institution til at blive kommunaliseret. Gennem alt dette blev Carsten på sin plads.

– Meningen var jo ikke, at jeg skulle have halvtreds års jubilæum. Det er der ingen, der sætter sig som mål. John Lennon er vist citeret for at sige, at livet er det, der sker, mens man har travlt med at lave alt muligt andet. En af grundene til at dette har kunnet lade sig gøre, er, at jeg har mangel på personlige ambitioner, forklarer Carsten med et smil.

– Med til historien hører, at jeg til næste år har været fællestillidsmand i tredive år. Det har åbenbart været mit kald at være talsmand og tillidsmand for gutterne, siger Carsten.

ET ARBEJDE I MANGE FARVER
Selvom Carsten har arbejdet det samme sted i alle årene, så har selve arbejdet været meget forskelligt og med masser af store oplevelser.

– Min bror var også på idrætsanlæggene, hvor de gjorde klar til atletikstævne, fodboldbaner og satte boksering op. Der var også skøjtehallen, som jeg kom på. Det var en meget afvekslende dagligdag.

– En af de helt store oplevelser, var at være med til at forberede landskampen mod Sovjetunionen i 1985, hvor Danmark vandt 4-2. Den kamp har en plads i alle danskeres hjerter, fordi Sovjet var et mægtigt fodboldhold. Det var en meget lige fodboldkamp. Solen skinnede, Dannebrog vejrede og græsset stod knivskarpt, siger Carsten.

– Når de laver glidende tacklinger og laver huller i græsset, så skal du lige ind og rette tørven. Den må ikke synke, så du skal måske have lidt ekstra jord i. Når du ser Premier League, så ser du folk, der går rundt med stænger og vipper på tørven, forklarer Carsten.

– Jeg var også tretten år i Østerbros skøjtehaller. Pludselig blev vi en del af Den kolde krig. Danmark spillede i C-gruppen i ishockey den gang. Nordkorea og Sydkorea var også i pulje C. Forestil dig en nedslidt skøjtehal på Østerbro og en ishockeykamp mellem Nord- og Sydkorea midt under den kolde krig. De eneste, der var i hallen, var en lille delegation fra den ene ambassade og en lille delegation fra den anden ambassade. Det var surrealistisk, siger Carsten. Vi havde en kassettebåndoptager til at spille nationalmelodierne på. Tror du, at det er nemt at kende forskel på den sydkoreanske nationalsang og den nordkoreanske nationalsang?

En anden stor oplevelse for Carsten var Rock for Afrika, der blev afholdt i Parken. Der samlede de ind til fattige børn i Afrika. Der arbejdede de 24 timer i streg. Det var hårdt, men det var ikke kedeligt. Det var også Carsten, der skulle gøre Valbyhallen klar til eksempelvis store koncerter, hvor der skulle stilles tusindvis af stole frem.

– Der er noget vildt over, at skulle sørger for 6000 mennesker til en topkoncert, der slutter omkring midnat, og at hallen skal lukker op igen for skolebørn næste morgen klokken 7.00. Så kigger man på hinanden og siger: Det er godt klaret. Vi gjorde det igen. Det fedeste, uanset hvad det er, om det er en fodboldbane, eller om det er en boksering, det er, at når man går hjem, så ved man, at den står der knivskarpt. Sådan, at når brugerne kommer, så er lortet i orden. Det sætter man en ære i, siger Carsten.

ET LIV I DET FAGLIGE
Carsten har været fællestillidsmand i næsten 30 år, selvom han egentligt ikke er den, der helst vil stå forrest, men hellere vil være i maskinrummet. For ham er det vigtigt, at man i sit faglige arbejde sætter sig nogle realistisk mål og arbejder seriøst for dem.

– Den gamle formand for Jord og Beton John Olsen, han havde det, han kaldte en krigsminister. I daglig tale, tror jeg, at det var en organisationssekretær. Jeg tror, at jeg er en god krigsminister. Ham der lige er skridtet bagved, laver det sjove og får tingene til at hænge sammen, siger Carsten.

– Jeg bare gjort en stor ære i altid at have opbakningen fra kollegerne, for ellers kan man ikke fungere i dette fag. Vi har været igennem oceaner af omstruktureringer af vores arbejdsplads. Her kommer afvejningen i, om man skal sætte sig på røven, og se om vi kan forhindre et eller andet. Her har jeg en læresætning fra den tidligere fællestillidsmand, som jeg synes er vigtig. Hvad er formålet med det her, og hvad er plan B? Hvis du sætter dig på røven, skal du også have løsningen på, hvordan du kommer ud igen. Som offentligt ansat, i modsætning til de privatansatte, så bliver pengene i kommunekassen, når der er konflikt, understreger Carsten.

Pensionen nærmer sig og Carsten mener ikke at en folkepensionist bør være fællestillidsmand, samtidigt får han nu travlt, da han har friet til sin kæreste på sin jubilæumsdag.

– Jeg friede på min jubilæumsdag, samtidigt bliver jeg pensionist her i november. Jeg har hele tiden sagt, at vi ikke skal have en folkepensionist som fællestillidsmand. Jeg har dog en række sager, der skal følges til dør inden jeg stopper. Nogle af dem har jeg selv været med til at føre frem, understreger Carsten, og siger med et smil. Jeg har dog lavet en aftale med min faglige bestyrelse, at de siger til, hvis jeg bliver for dement.