Nyheder
Arbejdsmiljø. - Mit mål er at folk skal komme sikkert hjem fra arbejde Erfaren arbejdsmiljørepræsentant fortæller om arbejdet med ArbejdsPladsVurdering, APV, og giver råd til de nye.

Tekst: Anne Mette Omø Carlsen

Jens Ole Bang er bygningssnedker og ansat i Renovo, hvor han også er arbejdsmiljørepræsentant. Desuden er han aktiv i miljøarbejdet i BJMF. I Renovo har Jens Ole blandt andet arbejdet med at få asbest ind i APV’en.

Loven siger, at alle arbejdspladser med ansatte skal udarbejde en skriftlig arbejdspladsvurdering, APV. APV’en er virksomhedens redskab til at holde styr på arbejdsmiljøet, og der er krav om, at medarbejderne deltager i alle dele af APV’en. Derfor er der her mulighed for at yde stor indflydelse på arbejdsmiljøet.

– Vi har haft fokus på asbesthåndtering og uddannelse. Som arbejdsmiljørepræsentant går jeg op i, at folk skal komme godt hjem hver dag både psykisk og fysisk, siger Jens Ole Bang og forklarer at arbejdet med en god APV kan lægge et solidt grundlag for et godt og trygt arbejdsmiljø.

Jens Ole arbejder på, at hans kollegaer ikke skal håndtere asbest, og glæder sig over, at der er en autorisationsordning på vej, så eksterne firmaer med forstand på håndtering af det farlige stof kan tage sig af det.

– Det nytter ikke noget, at man skal være den lille kemiker for at gå på arbejde, og kende alle fortidens syndere i renovering, siger Jens Ole.

Læs tre gode vigtige om arbejdsmiljø for byggesjak

Planen for sikkerhed og sundhed

Et andet redskab, som Jens Ole fremhæver, er planen for Sikkerhed og Sundhed på arbejdspladsen, som han opfordrer alle til at læse grundigt.

Planen for Sikkerhed og Sundhed indeholder blandt andet en byggepladstegning, en angivelse af fælles sikkerhedsforanstaltninger, og beskriver særlige risici, som kemiske materialer, fare for stråling, højspænding og andre sikkerhedsrisici for de ansatte.

Det er bygherrens ansvar, at planen er udarbejdet, og planen skal i byggeperioden løbende ajourføres i nødvendigt omfang i takt med, at byggeprocessen skrider frem og forholdene på byggepladsen ændrer sig. Planen skal være tilgængelig for alle arbejdsgivere og ansatte på byggepladsen i hele byggeperioden.

– Planen er et godt redskab for arbejdsmiljørepræsentanter, som selvfølgelig skal kende den. Vi ser ofte, at de ikke udarbejdes ordentligt, er kopier fra andre pladser og slet ikke tilrettet til den enkelte byggeplads i forhold til adgangsveje, nødtelefoner og generel indretning af pladsen, forklarer Jens Ole.

Noget går altid igen i miljøarbejdet

I arbejdet som arbejdsmiljørepræsentant er der ting, der altid går igen, for eksempel støder Jens Ole ofte på, at arbejdsgiverne ikke kender til vinterforanstaltninger og hvornår de træder i kraft. Det gælder områder, som varme, lys, træk og adgangsveje, som år efter år giver problemer for håndværkerne, fordi der ikke er styr på det.

Jens Ole påpeger også, at støv stadig er en stor problematik, som han som arbejdsmiljørepræsentant må have fokus på. Lovgivningen er klar, og foreskriver, at der skal være ordentligt sug, men det er stadig et problem flere steder.

Jens Ole tog sit først arbejdsmiljøkursus i 1986, og har altså lang erfaring i arbejdet med arbejdsmiljø. Han har nogle gode råd til den nye arbejdsmiljørepræsentant.

– Jeg skal lægge linjerne for mine kolleger, og det er vigtigt at have deres opbakning for at kunne løfte opgaven. Nogen gange kan man blive lidt politibetjent overfor kollegaer, det nytter ikke noget, at vi gradbøjer reglerne, når det handler om sikkerhed, siger Jens Ole, men oplever også, at det kan være svært derude, når der er en tidsplan der skal holdes, og mange håndværkere står oven i hinanden for at komme til at gøre deres arbejde færdig.

Det psykiske arbejdsmiljø fylder også for Jens Ole, som særligt oplever, at de korte kontrakter for lærlinge presser dem.

– Jeg kan ikke se fordelen i, at et ungt menneske skal presses så meget hele tiden. De er så pressede, at hvis mester beder dem vaske sin bil efter arbejde, så gør de det af frygt for at miste arbejdet. Den slags har jeg meget lav tolerance over for, siger Jens Ole Bang.

Læs meget mere om arbejdsmiljø i Fagligt Fokus nr. 1/2023


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt