Nyheder
Faglig aktion Blokade af Nationalbanken gav resultat 3F BJMF har indgået en aftale med hovedentreprenøren Søndergaard A/S, som sikrer betaling af manglende løn, pension og særlig lønopsparing til underbetalte medarbejdere. Det er resultatet af en morgenblokade ved Nationalbanken, hvor 150 håndværkere fra flere fagforeninger deltog.

Københavnske bygningsarbejdere blokerede onsdag morgen den 7. oktober adgangen til byggepladsen ved Nationalbanken i protest imod underbetaling af udenlandske kollegaer, der var ansat i et firma uden overenskomst. 

Få timer senere kunne der erklæres sejr: Der bliver betalt det, der mangler, og der bliver ikke adgang til byggepladsen igen uden en overenskomst.

Den faglige aktion var en del af en lovlig varslet sympatikonflikt, hvor medlemmer fra en række fagforeninger mødte op for at bakke op om 3F BJMF's konflikt med firmaet ”2023 Gruppen”.

Blokaden gav resultat

3F BJMF har indgået en aftale med hovedentreprenøren Søndergaard A/S, som betyder, at de medarbejdere hos 2023 Gruppen, der er blevet underbetalt, får dækket deres manglende betaling. Det gælder blandt andet løn, særlig lønopsparing og pension.

Samtidig har Søndergaard A/S tilkendegivet, at 2023 Gruppen ikke vender tilbage til byggepladsen, før virksomheden har indgået overenskomst, og sympatikonflikten er ophævet.

Dermed er konflikten nu ophævet, og arbejdet på byggepladsen kan fortsætte.

Fagforeningerne står sammen

Blokaden og dens resultat viser styrken i det faglige fællesskab på tværs af fagforeningerne i København.

Medlemmer fra flere af Byggefagenes Samvirkes fagforeninger mødte op for at bakke op om kolleger, der ikke havde fået de løn- og arbejdsvilkår, de havde krav på. Blandt andre tømrere, malere, murer og elektrikere var tilstede. 

Det er netop solidariteten mellem faggrupperne, der gør en sympatikonflikt effektiv, og gør det svært for virksomheder at omgå overenskomster og presse løn- og arbejdsvilkårene.

Arbejdsklausuler kræver handling

Nationalbanken har oplyst, at man tager sit ansvar som bygherre alvorligt og byggeriets hovedentreprenør samarbejder faktisk med Københavns Kommunes kontrolenhed om tilsyn med arbejdsklausulerne. 

Men sagen viser, at regler og klausuler kun virker, hvis de bliver fulgt op af kontrol – og hvis fagbevægelsen reagerer, når der bliver fundet problemer.
 

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt