Tirsdag 20. oktober bankede medlemmer af 3F BJMF på porten til byggepladser rundt omkring i Storkøbenhavn. Sammen med aktive fra de øvrige fagforeninger i Byggefagenes Samvirke deltog de i den årlige fælles sikkerhedspatrulje, som i år lå i den europæiske arbejdsmiljøuge.
Formålet var enkelt: At møde kollegaerne dér, hvor arbejdet foregår, og tale med dem om sikkerhed og sundhed.
Tværfagligt hold
De 20 deltagere kom fra Rør og Blikkenslagernes Fagforening, Malernes Fagforening i Storkøbenhavn, 3F BJMF, Dansk El-forbund København og Stilladsklubben. I år deltog også en ansat fra Danske Byggefag. Til sammen gennemførte holdet 19 uanmeldte besøg.
For 3F BJMF's faglige medarbejdere er det en oplagt mulighed for at komme tæt på kollegaerne på pladsen og samtidig få ny viden fra de andre fag. På en byggeplads arbejder mange fag side om side, og så er det en styrke, at fagforeningerne også mødes på tværs.
Vinteren er på vej
Patruljen havde særligt fokus på vinterforanstaltninger. Når kulden sætter ind, bliver forholdene på byggepladsen hurtigt barskere. Derfor var det vigtigt at tale med både byggeledelsen og kollegaerne om, hvordan arbejdspladsen gøres klar, inden frosten og mørket for alvor melder sig.
Deltagerne opfordrede samtidig de ansatte til at vælge en arbejdsmiljørepræsentant. Det er en af de mest konkrete måder, kollegaerne selv kan sikre, at arbejdsmiljøet bliver taget alvorligt, også når patruljen er kørt igen.
Godt modtaget, men plads til forbedring
På besøgene indsamlede deltagerne systematisk viden via skemaer på telefonen. Det overordnede indtryk er, at der på byggepladserne er stor forståelse for, at bygningsarbejdere har krav på ordentlig sikkerhed og sundhed. Men forhåbentlig kan den opsøgende kontakt, hvor man tager snakken i skurvognen og på pladsen, også være med til at flytte kulturen på byggepladserne.
De fleste steder blev patruljen taget godt imod. Enkelte steder krævede det dog en uddybende forklaring, før porten blev åbnet.
På et efterfølgende evalueringsmøde var vurderingen, at der overordnet set er fint styr på sikkerhedsforanstaltningerne. Men mange af de klassiske udfordringer består. Dårlige adgangsveje, for meget støv og manglende udsugning fra maskiner kalder stadig på opmærksomhed. Mindst seks byggepladser fik så alvorlige anmærkninger, at et genbesøg og opfølgning kan blive aktuelt.
Nyt magasin i skurvognene
Undervejs blev Byggefagenes Samvirkes nye arbejdsmiljømagasin delt ud i skurvogne og på byggepladser. Mere end 200 eksemplarer gik fra hånd til hånd og blev studeret med stor nysgerrighed.
Det 24 sider lange magasin rummer indlæg af samvirkets formand, Henrik Juul Rasmussen, og af Christian Ingebrekt, formand for arbejdsmiljøudvalget. Også Claus Von Elling, formand for Danske Byggefag, og flere medlemmer af Europa-Parlamentet, der kæmper for bygningsarbejdernes interesser i EU, har bidraget. Dertil kommer meget mere stof om arbejdsmiljø i et europæisk perspektiv.
Magasinet bliver inden længe gratis tilgængeligt online.
Temadag hos 3F København
Samtidig med at patruljen var ude på byens byggepladser, samledes omkring 40 mennesker i 3F Københavns lokaler til en temadag om nedslidning og fysisk arbejdsmiljø. 3F København stod for arrangementet i samarbejde med Byggefagenes Samvirke.
Forsker Karen Søgaard fra Syddansk Universitet satte fokus på betydningen af fysisk form og tilstrækkelige pauser i fysisk krævende arbejde. Der var også oplæg om korrekt anmeldelse af arbejdsskader, og om hvordan arbejdsmiljøorganisationen kan bruge erfaringerne til at forebygge ulykker og nedslidning.
Dagen rummede desuden drøftelser af muligheder for brancheskifte og sporskifteordninger samt af muligheder for tilbagetrækning, når kroppen ikke længere kan holde til arbejdet.
Har du et spørgsmål? Vi sidder altid klar ved telefonerne til at hjælpe dig.
Hvis du er medlem af 3F, skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.
Spørg os om alt. Vi svarer hurtigst muligt
Er du medlem af 3F skal du logge på Mit3F for at kontakte din afdeling.