Nyheder
BJMF i aktion Ukrainsk tømrer sikret 42.000 kroner Ukrainsk tømrer fik hverken løn, pension og feriebetaling. Men efter et hasteindkaldt møde med Dansk Industri måtte hoved-entreprenøren hoste op. Kædeansvar i overenskomsterne vil stille kollegaerne bedre, mener faglig sekretær i BJMF, Nicola Tadini.

Da den ukrainske tømrer Oleksandr den 20. august henvendte sig til BJMF, manglede han en betydelig del af den betaling, han havde krav på for sit arbejde på en byggeplads på Amager.

Oleksandr var hyret til tømrerarbejde af mandskabsfirmaet Hattesen ApS. Men firmaet havde ikke betalt hans fulde løn og de øvrige ydelser, han havde krav på efter bygningsoverenskomsten.

Der var med andre ord tale om et brud på overenskomsten – ikke blot en uenighed om lønnen.

BJMF reagerede hurtigt. Afdelingen besøgte byggepladsen og begærede et hasteindkaldt med Dansk Industri for at få rejst kravene og sikre, at medlemmet fik sine penge.

Betalte ikke som aftalt

Mødet blev afholdt fire dage efter, og der blev indgået en aftale om betaling.

Men allerede dagen efter stod det klart, at Hattesen ApS ikke betalte som aftalt.

I stedet blev det hovedentreprenøren Kastberg A/S, der den 27. august betalte den del af forliget, som vedrørte Oleksandr. Dermed sikrede fagforeningens indsats medlemmet i alt 42.214,45 kroner inkl. en godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis. Det understreger, at sagen ikke alene handlede om penge, men også om arbejdsgiverens pligt til at overholde reglerne for ansættelsen.

”Heldigvis holdt hovedentreprenøren Kastberg et vågent øje med forløbet, og valgte at træde i karakter, da betalingen til Oleksandr ikke kom. På den måde sikrede de at pengene havnede der, hvor det var mening de skulle havne,” siger Nicola Tadini fra 3F BJMF.

Sagen omfattede tilsyneladende også andre medarbejdere på byggepladsen.

Ifølge BJMF havde tre polske medarbejdere tidligere forladt pladsen, fordi de heller ikke fik udbetalt deres løn. På den Baggrund fik virksomheden en yderligere bod på 50.000 kr.

Kædeansvar for alle

Sagen viser, hvorfor det er afgørende, at bygningsoverenskomsten bliver overholdt – også når arbejdet udføres af udenlandske kolleger, der er hyret gennem et mandskabsfirma.

Når en arbejdsgiver undlader at betale løn, særlig lønopsparing, feriepenge og pension, er det ikke blot den enkelte medarbejder, der bliver snydt. Det underminerer også de fælles vilkår, som fagbevægelsen har kæmpet for at sikre alle bygningsarbejdere.

Derfor er det vigtigt, at fagforeningen reagerer, når overenskomsten bliver overtrådt. BJMF arbejder netop for at sikre udenlandske kolleger deres rettigheder og for at holde arbejdsgiverne ansvarlige, når de ikke lever op til deres forpligtelser.

”Den bedste løsning vil være at skrive kædeansvar ind i overenskomsterne. Det vil stille medarbejderne ude på pladserne bedre, hvis deres arbejdsgiver snyder eller forsøger at løbe fra regningen, vurderer Nicola Tadini.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt