Nyheder
Asbestregister Vi vil ikke forgiftes! Foran Klima-, Energi og Forsyningsministeriet protesterede mange faggrupper i fælles front. Budskabet var klart: Vi vil ikke udsættes for asbest. De mørketal, der forsvinder i den blå luft, skal frem i lyset. Offentligt asbestregister nu!

Tekst & foto: Janus Rønbach

I 1986 blev al brug af asbest forbudt, men inden da var asbest brugt i byggeriet i mange år. Der er et enormt mørketal for asbest i vores bygningsmasse. Hvert tredje tag indeholder asbest, og der er også asbest i mange andre bygningsmaterialer.

– Asbest dræber. Hvert år dør 300 mennesker. Det er flere end i trafikken, og tænk på hvor meget fokus der er på sikkerhed på vejene. Nye undersøgelser viser, at det kan være op mod 1300, der får asbestrelaterede sygdomme hvert år. Det er typisk bygningsarbejdere, der bliver ramt. Jeg vil påstå at 90-95% af VVS’erne har været udsat for asbest i deres arbejdsliv. Selv unge på skoleforløb udtaler, at de bliver udsat for asbest. Det er forkasteligt, udtaler VVS’er Henrik Bach, der holder tale til protesten.

Asbestprotokollerne fungerer ikke
De mange faggrupper, der er mødt op foran Klima-, Energi og Forsyningsministeriet, som på dagen for protesten skal afholde møde om emnet, tæller alt fra VVS’ere til tømrere. De har et meget klart budskab. Lav et offentligt register for forekomster af asbest i byggeriet.

– Man kan ikke bruge de nuværende asbestprotokoller til en skid. De ligger for sig selv ude i virksomhederne, og ingen kan trække data fra dem. Når virksomheden går konkurs, så forsvinder de bare. Hele 49 VVS-virksomheder er gået konkurs det seneste år. Der er indleveret nul asbestprotokoller. Der er i samme tidsrum 1300 byggevirksomheder, der er gået konkurs – stadigvæk nul protokoller. Det er sygt, understreger Henrik.

Lovpligt til at registrere
VVS’er og byggepladsmontør Karsten Clausen forklarer, at kimen til protesterne begyndte på et kursus om arbejdsmiljø og asbest. Her besluttede Karsten og hans kolleger, at nu var det nok.

– Vi har både haft foretræde for politikerne, snakket med forbundet og nu protesterer vi sammen med de andre faggrupper. Tiden er til handling, ikke mere snak, mener Karsten. Vi vil have et offentligt register for asbest, virksomhederne skal lovpligtigt registrere asbestforekomsterne, og det skal være tilgængeligt for alle, ellers har ingen overblik over omfanget. Det kræver politisk handling nu!

Psykisk belastende
VVS’er og arbejdsmiljørepræsentant Søren Knudsen fortæller, hvordan han har været med til at registrere asbestforekomsterne i de firmaer, han har arbejdet i, men at det jo har været spildt arbejde, når firmaet så går konkurs. Han understreger også, at dette handler om sundhed og tryghed for bygningsarbejdere, men også for alle andre, der benytter bygninger med asbest.

– Lungehindekræft er noget, du kun kan få af asbest. Det er svært at vide, hvem der bliver ramt af det. Jeg har kollegaer, der er blevet syge. Jeg ved jo ikke, om jeg latent har det i lungerne. Jeg ved, at jeg er blevet udsat for det i mit arbejdsliv. Det er også en psykisk belastning ikke at vide det, siger
Søren.

Politisk ansvar
Folketingspolitiker fra Enhedslisten Victoria Velásquez var også med til protesten og skulle ind til mødet i ministeriet. Hun nævner, at hun som politiker også gerne vil have et offentligt register, da det netop kan klargøre omfanget af problemet, og hjælpe med at lave effektiv lovgivning på området. Samtidigt ønsker hun at lytte til protestens budskaber og bringe perspektiverne med ind i forhandlingslokalet.

– Vi har et politisk ansvar, udtaler Victoria. Det handler om respekt for folks arbejdsliv. Det handler om tryghed og sikkerhed. De er blevet udsat for et tillidsbrud. Samtidigt handler det også om retssikkerhed. Hvis man bliver syg, skal man nemt kunne få en afklaring på, hvor det kommer fra. Det kan ikke være meningen, at bygningsarbejderne skal rende rundt og lege arkivarer.

Offentligt asbestregister nu!
Formand for Snedker- og Tømrernes Brancheklub Storkøbenhavn Helga Mathiassen var også på pletten på dagen og med til at organisere protesten. Hun understreger ligeledes, at det er besynderligt, at man skal være bange for, at asbestregistrene bare forsvinder i den blå luft.

– Registrene skal også bruges, når man bliver syg af det 20 år nede af vejen. Der er noget lort, at vi skal kæmpe for at få et offentligt asbestregister. Det burde være en selvfølge. Danmark undervurderer hvor stort problemet er. Det fortjener at blive en højt prioriteret politisk sag. Vi står her igen, hvis politikerne ikke snart begynder at give den gas, understreger Helga.

Artiklen er bragt i Fagligt Fokus nr. 3 2025

Læs også Arbejdsmiljøaftale: Fængselsstraf og højere bøder


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt