Nyheder
3F sænker kontingentet med op til 1.200 kroner om året Fra 1. marts 2027 bliver det billigere at være medlem af 3F.

Hovedbestyrelsen har besluttet at sænke kontingentet, så langt størstedelen af medlemmerne får flere penge mellem hænderne – uden at gå på kompromis med den hjælp og rådgivning, de får i dag.
3F har en stærk og sund økonomi, som er blevet yderligere styrket efter fusionen til AL Sydbank.

Det giver nu mulighed for at sætte kontingentet ned og lade medlemmerne få glæde af en del af det økonomiske råderum.

Fra 1. marts 2027 falder kontingentet med 100 kroner om måneden for fuldt betalende medlemmer og voksenlærlinge. Deltidsmedlemmer sparer 73 kroner om måneden.

"Medlemmerne vil fortsat møde den samme hjælp, når de har spørgsmål om løn, arbejdsmiljø, ansættelsesforhold eller får brug for juridisk bistand. Kontingentet bliver lavere, men kvaliteten forbliver den samme,” siger Henning Overgaard.

Flere fordele på vej
Kontingentnedsættelsen er samtidig en investering i fremtidens 3F. Et lavere kontingent skal gøre det mere attraktivt at være og blive medlem og dermed bidrage til at styrke det faglige fællesskab.

"Vi vil gerne have endnu flere med i 3F. For jo flere vi står sammen, desto stærkere står vi, når vi forhandler løn- og arbejdsvilkår. Det er også sådan, vi er med til at sikre den danske arbejdsmarkedsmodel. Derfor arbejder vi både med et lavere kontingent, nye medlemsfordele og andre initiativer, der skal gøre 3F endnu mere attraktivt," siger Henning Overgaard.

3F har blandt andet oprettet en ny enhed under Kommunikationsafdelingen, der arbejder med at udvikle medlemsfordele - og flere initiativer er på vej.

Kontingentnedsættelsen træder i kraft ved opkrævningen af marts-kontingentet i 2027.

Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt