Forside Fordele Få hjælp Bliv medlem Søg Log ind Jobsøgning Guide til ansøgning, CV og jobsamtale Få et samlet overblik. Her er a-kassens gode råd og tips til, hvordan du finder dit næste job, hvordan du søger, og hvordan du forbereder jobsamtalen.

Der er meget at overveje, før du søger et nyt job. Hvor leder man overhovedet efter jobbet, og hvordan forbereder du dig på en jobsamtale?

Men husk, der er ingen facitliste, der gælder alle steder. Nogle arbejdsgivere foretrækker det ene, andre det andet.

Alligevel er der en række generelle råd og tips, som du måske kan bruge eller kan bringe dig videre. Klik på de enkelte overskrifter og læs mere.
Hvordan finder du dit næste job?

Der er mange veje til nyt job. Dels er der jobdatabaserne. Som medlem af 3F har du desuden adgang til 3FJobformidling.dk - Danmarks største jobdatabase. Log ind via Mit3F.

  • Der er også andre databaser, som jobindex.dk og jobnet.dk.
  • Du kan også lede på Facebook og andre sociale medier, som LinkedIn.
  • Prøv også på konkrete virksomheders egne hjemmesider, hvis du har bestemte virksomheder i tankerne.
  • De fleste kommuner har også en hjemmeside, hvor de ledige job er samlet et sted.
  • Lige så vigtigt: Brug dit netværk. Skriv for eksempel på din Facebookside, at nu søger du job. Måske er der nogen, der kender nogen. Tal med venner, familie, tidligere kolleger eller naboer. Pludselig er der nogen, der har hørt om noget. Mange får job via nogen, de kender. Så det er næppe en god idé at holde din jobsøgning hemmelig. 

Sæt dig ind i, hvad det er for en virksomhed. Kig for eksempel på dens hjemmeside, eller snak med nogen, der kender den.

Hvordan er virksomhedens kultur? Er man lidt formel eller meget uformel?

Hvis du vil søge, skal din ansøgning passe til virksomheden. Spørg eventuelt i din 3F-afdeling eller i a-kassen og hør, om de kender noget til virksomheden.

Hvordan søger du job?

Som bekendt er der forskellige måder at søge i forskellige brancher. Nogle steder møder man op klokken halv syv om morgenen og snakker med værkføreren.

Andre steder sender man en skriftlig ansøgning. Undersøg hvordan man gør, der hvor du vil søge.

Din ansøgning skal være konkret og rettet mod den virksomhed, hvor du søger arbejde. Du kan godt have en standard-skabelon, men husk nu at udskifte virksomhedens navn!

Det er bedst, hvis du kan vise, at du har sat dig ind i præcist den virksomhed, hvor du søger, så de kan se, at du netop ønsker at arbejde for DEM!

Mange vil helst have en ansøgning på højst én side. Husk det formelle - adresse, telefonnummer, navn med mere.

Sproget: Veksler du mellem korte og lange sætninger, giver det et afvekslende sprog. Ellers brug korte sætninger. Undgå fagsprog, og undgå personlige holdninger.

Send gerne din ansøgning i god tid! Mange steder læser de ansøgningerne i den rækkefølge, de kommer ind.


Nogle siger, at CV’et er vigtigere end ansøgningen. Arbejdsgiverne skal bruge dit CV til hurtigt at overskue, hvad du kan. Nogen anbefaler, at man laver et bruttoCV med revl og krat lige fra dengang, du begyndte at gå med reklamer eller passede børn.

Men når du skal sende en konkret ansøgning, udvælger du de job, som vil være relevante for det job, du søger: Sortér resten fra. På den måde laver du et målrettet CV.

Dit CV skal bestå af tre dele og gerne i form af lister

  1. Dine arbejdssteder. Gerne en pæn opstillet liste med årstal og arbejdsplads. Husk at få med, hvad du lavede og arbejdede med på de enkelte arbejdspladser, og vær gerne temmelig konkret. Du kan eventuelt nøjes med de mest relevante, hvis du har haft mange arbejdspladser.
  2. Dine kurser/kompetencer. Husk også korte kurser - få alt det relevante med. Også interne kurser fra virksomhederne.
  3. Andre vigtige ting. Du kan også lave en liste over andre vigtige opgaver: Det kunne være, hvis du har været eller er medlem af bestyrelsen i din lokale andelsboligforening, fodboldtræner for en flok miniputter, kasserer i en forening eller klub eller frivillig i en velgørende forening. Det er jo betroede poster, hvor du viser overskud, samfundssind, eller evner for planlægning eller et godt overblik. Det kan sagtens være relevant og kan godt nævnes.

I ansøgningen skal du beskrive dine kvalifikationer og kompetencer. Måske har du været et sted i mange år, men det er ikke nok at nævne din tidligere arbejdsplads, måske kender din nye chef slet ikke din gamle arbejdsplads.

Så du skal fortælle hvilke opgaver, du har løst, hvad du kan, hvilke maskiner du har arbejdet med for eksempel.

Ingen arbejdsgiver er interesseret i at ansætte dig, bare fordi du søger efter et job, eller fordi du har en kone, to børn eller en hund. Du kan godt nævne det, men kun kort!

I stedet kan du beskrive dine stærke sider - hvad er du god til - hvilke evner har du.

Skal man vedlægge foto eller ej? Det er der ikke noget endeligt svar på. Det kan være en fordel, hvis det er et professionelt og passende foto. Det vil sige, at modtageren skal kunne se dig som kollega. Det gælder om at ”matche”, men det er selvfølgelig svært at definere. I hvert fald skal det være et seriøst billede og ligne dig.

Hvis du ikke har et ordentligt, vellignende og passende billede er det måske bedre at lade være.

Prøv at se på det samlet: Hvis du var arbejdsgiver, ville du så ansætte dig selv? Ser det pænt og ordentligt ud? Mangler du noget, som kan forbedre din ansøgning og dit CV?

Få eventuelt en ven - eller a-kassen - til at kigge på din ansøgning. Måske kan andre få øje på ting, du har glemt, på stavefejl eller lignende.
Skal man ringe til virksomheden, før man sender en ansøgning? Det er der forskellige meninger om. Her er argumenter for og imod. Du må selv afgøre, hvad der giver mest mening for dig, og hvad du tror på.
 
Argumenter for JA
  • du virker ekstra interesseret
  • du får måske kontakt med nogen på forhånd, som kan huske dig bagefter
  • du kan altid finde noget fra annoncen, som du kan spørge om
  • du kan eventuelt henvise til telefonsamtalen i din ansøgning
Argumenter for NEJ
  • nogle virksomheder synes, det er irriterende
  • du skal kun ringe, hvis du vitterligt har noget vigtigt at spørge om, ellers er det plat
  • du risikerer, at det kommer til at virke modsat hensigten - altså negativt 

Hvordan forbedreder du dig til jobsamtalen?

Juhu! Din ansøgning fik dig gennem nåleøjet: Nu er du inviteret til samtale. For det første skal du finde ud af, om jobbet er noget for dig?
Hvis ja, skal du overbevise virksomheden om, at de skal ansætte dig.
Det gælder om at være godt forberedt.

Her er 13 forslag til, hvordan du forbereder dig og kommer gennem en jobsamtale.

  1. Find ud af alt hvad du kan om virksomheden i forvejen. Tænk også over, hvad du gerne vil vide, og skriv gerne dine spørgsmål ned.
  2. Det kan være sådan noget som: ”Hvor stor er afdelingen”, ”hvordan er en almindelig arbejdsdag” eller ”hvem skal jeg arbejde sammen med?”
  3. Tag en kopi med af dit CV, din ansøgning, eventuelt eksamensbeviser og anbefalinger.
  4. Det første indtryk er altid vigtigt. Kom i god tid, se ordentlig ud: Tænk over, hvad du tager på. Du skal gerne passe til jobbet og virksomheden.
  5. Vær rolig og imødekommende. Gå direkte hen til den/dem, du skal tale med, giv håndtryk og se folk i øjnene.
  6. Vær afslappet - men ikke alt for afslappet. Hverken for tilbagelænet eller for nervøs på kanten af stolen. Lyt roligt til, hvad der bliver sagt, og hvad der bliver spurgt om.
  7. Svar gerne rimelig kort og uddyb eventuelt med eksempler. Vær ærlig!
  8. Vis interesse og stil gerne spørgsmål undervejs.
  9. Fortæl også, hvad du er god til, og hvad dine stærke egenskaber er. Du afgør selv, hvad du siger. Men lad være med at blive for privat.
  10. Prøv at være overordnet positiv. Fortæl om det, du er god til, og hvilke opgaver du kan løse.
  11. Omtal aldrig en tidligere arbejdsplads negativt. Det virker dårligt på en ny arbejdsplads/ny chef.
  12. Når samtalen er ved at være slut, kan du eventuelt spørge, hvor mange der er kaldt til samtale, og hvornår du eventuelt kan forvente at få svar.
  13. Hvis du stadig er interesseret i jobbet, kan du eventuelt slutte af med at fortælle det. Giv hånd og sig tak for samtalen, når du går.

Nogle spørgsmål er ret typiske under en jobsamtale. Når du kender dem i forvejen, kan du forberede dig og tænke over, hvad du vil svare.

Måske kan du finde på et originalt svar, som adskiller dig lidt fra andre ansøgere?

Typiske spørgsmål

  • Fortæl lidt om dig selv!
  • Hvorfor vil du gerne arbejde for os?
  • Hvad er dine stærke sider?
  • Hvad er dine svage sider/største svagheder?
  • Hvad forventer du af jobbet/at få ud af jobbet?
  • Hvorfor skal vi lige ansætte dig?
  • Hvor ser du dig selv om fem år?

OK20: Til dig der skal stemme Vores partner Assembly Voting sender lige nu mails ud om OK20-afstemning fra 3f@mail.aion.dk. De mails kan du trygt åbne. 3F sender også mails ud fra en adresse, som ender på @3f.dk.
Vi advarer mod at åbne fup-mails, der udgiver sig for at være 3F, der ikke er sendt fra de to mails, som vi har omtalt.
Kontakt