Pension
Hvornår kan jeg gå på pension? Folkepensionsalderen er 66,5 år i 2021. Men den er gradvist på vej op. Få et overblik og find din egen folkepensionsalder.

Vi hører tit, at vi skal arbejde længere. Det skyldes, at folkepensionsalderen stiger hvert femte år. Forklaringen er, at et bredt politiske flertal har vedtaget, at længere levealder skal medføre et længere arbejdsliv. Det skete i den såkaldte Velfærdsaftale fra 2006.

En folkepensionsalder på 69 fra 2035 er allerede vedtaget. Yderligere stigninger skal vedtages politisk med et varsel på 15 år. I 2025 skal der tages stilling til den næste regulering af pensionsalderen.

Hvis udviklingen ikke bremses, så ender danske unge i starten af 20’erne i dag, med at få Europas/OECDs højeste pensionsalder på 74 år.

Her kan du se din pensionsalder
År  Folkepensionsalder Gælder hvis du er født fra 
2021   66 ½ år  1. januar 1955
2022   67 år  1. juli 1955
2030   68 år  1. januar 1963
2035  69 år  1. januar 1967
2040*   70 år  1. januar 1971
 (*Folkepensionsalderen er et skøn og ikke vedtaget endnu)
Kilde: STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering/Beskæftigelsesministeriet
Hvad med tidlig tilbagetrækning? I oktober 2020 blev der lavet en aftale om at indføre en ret til tidlig pension, for dem, der har været længe på arbejdsmarkedet. Man kigger på det, når du fylder 61 år.
  • Har du som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, giver det ret til at trække sig tilbage tre år før folkepensionsalderen.
  • 43 års arbejde giver ret til to års tidligere pension.
  • 42 år på arbejdsmarkedet som 61-årig giver ét års tidligere pension.

Tidspunktet for opgørelsen og alder vil stige i samme takt som folkepensionsalderen. Ydelsen er på cirka 13.550 kroner før skat pr. måned. Pensionsformuer under to millioner kroner bliver ikke modregnet.

Pensionskommission – hvad er det?

I 2020 har regeringen nedsat en pensionskommission. Den skal bl.a. se på:

  • Om pensionssystemet støtter seniorer, der gerne vil arbejde.
  • Om systemet er indrettet hensigtsmæssigt for dem, der må trække sig tidligere tilbage.
  • Om den stigende, gennemsnitlige levealder rent faktisk også giver flere raske år på arbejdsmarkedet (den langsigtede effekt).

Kommissionen skal være færdig med arbejdet i 1. kvartal 2022.

Hvad mener 3F?

Efter at mulighederne for at komme ud af arbejdsmarkedet før pensionsalderen er blevet strammet flere gange – blandt andet ved at forringe efterlønnen kraftigt – så er der nu endelig noget, der trækker den anden vej: Nemlig aftalen om tidlig pension og en mere lempelig seniorpension. Begge dele vil gavne mange af 3F’s medlemmer, der har haft et langt arbejdsliv.

3F mener, at yderligere stigninger i pensionsalderen bør sættes på standby, indtil pensionskommissionen er færdig med sit arbejde.



Kontakt