Forside Fordele Få hjælp Bliv medlem Søg Log ind Syg Ledig eller i job? Sådan melder du dig syg - og rask igen Bliver du syg, skal du altid melde dig syg på første sygedag, uanset om du er i arbejde eller på dagpenge. Sygemeldingen sker ved din arbejdsgiver - eller på jobnet.

Er du i arbejde og bliver syg, skal du generelt altid meddele din arbejdsplads, hvis du er syg senest to timer efter det tidspunkt, hvor du skulle være mødt. Er du gået hjem, fordi du er blevet syg i løbet af arbejdsdagen, skal du melde dig syg på første hele sygedag, hvis ikke andet er aftalt.

Det må chefen ikke spørge dig om

Din chef må ikke spørge dig om, hvad du fejler, når du melder dig syg. 

Din chef må gerne kontakte dig, for eksempel for at høre hvornår du regner med at komme tilbage, eller for at spørge om virksomheden kan hjælpe dig på en eller anden måde. Men chefen har ikke krav på at få at vide, hvad du fejler, og må ikke presse dig til at komme tilbage.

Til gengæld kan chefen forlange en såkaldt ”mulighedserklæring”. Den består af to dele: Chefen kan indkalde dig til samtale med kort varsel, hvor I skal tale om, om du har mulighed for at arbejde på trods af din sygdom. Har du for eksempel ondt i ryggen, er der måske noget arbejde, der skåner ryggen.

Den anden del af mulighedserklæringen skal din læge udfylde efter at have talt med dig. Lægen skal vurdere, om du er klar til at arbejde igen, og hvor længe du forventes at være syg.

Føler du dig utryg eller usikker i forløbet, så tag fat i din tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant, eller alternativt din lokale 3F fagforening.

Fakta God guide

3F og en række andre fagforbund har i fællesskab udgivet en grundig guide om regler og med gode råd, hvis du bliver syg.

Læs sygeguiden her.

Overhold reglerne for sygemelding

De fleste arbejdspladser har regler for sygemelding. Reglerne kan handle om, hvornår på dagen/morgenen, du senest skal melde dig syg - og til hvem.Det er vigtigt, at du følger dem.

Siger reglerne, at du må melde dig syg via en SMS, skal du sikre, at den når frem til rette vedkommende: Få en bekræftelse. 

Får du IKKE det, eller kan du ikke få fat i din chef, må du prøve en kollega eller andre. Det er vigtigt, at du kan bevise, at du har gjort, hvad du kunne for at din sygemelding når frem, hvis der skulle opstå en konflikt.

Giver du ikke besked om sygdom, kan du i værste fald blive bortvist for ulovlig udeblivelse.

Sygmelding

Er du arbejdsløs og får dagpenge, skal du sygemelde dig på jobnet.dk på første sygedag.

Så får både a-kassen og kommunen automatisk besked.

Når du har anmeldt sygefraværet, får du et underretningsbrev og en oplysningsblanket. Du skal udfylde blanketten og sende den tilbage senest otte dage efter. 

De første 14 dage, du er syg, får du dagpenge fra din a-kasse. Er du fortsat syg efter 14 dage, overgår du til sygedagpenge fra kommunen.

Mange overenskomster har løn under sygdom. Hvor længe du eventuelt kan få løn under sygdom, kommer an på din overenskomst.

Er der ikke løn under sygdom, skal arbejdsgiveren betale sygedagpenge de første 30 dage - hvis du har været ansat i otte uger, før du blev syg, og har haft mindst 74 timer i perioden.

Alternativt skal du have sygedagpenge fra kommunen.

Hvis du er i arbejde og bliver syg, er det arbejdsgiveren, der skal melde dit sygefravær til kommunen, som derefter sender dig et underretningsbrev samt en oplysningsblanket til dig.

Du skal senest otte dage efter modtagelsen af underretningsbrevet søge kommunen om sygedagpenge. Det gør du ved at udfylde og returnere den vedlagte oplysningsblanket.

Blanketten skal kommunen have tilbage inden afleveringsfristen udløber, ellers mister du retten til sygedagpenge, indtil kommunen har skemaet.

Skal du have sygedagpenge fra kommunen fra første sygedag, og får du IKKE et underretningsbrev fra kommunen - selvom du har meldt dig syg ved din arbejdsgiver - skal du selv søge kommunen om sygedagpenge senest tre uger efter første fraværsdag. 

Raskmelding

Er du ledig - og bliver rask igen - skal du tilmelde dig på jobcentret igen. Det kan du gøre elektronisk på jobnet på ”min side”.

Er du i arbejde, skal du melde dig rask både ved din arbejdsgiver og på ”min side” på jobnet, for nu skal du jo ikke længere have sygedagpenge (hvis du har fået sygedagpenge).

Måske har du brug for en delvis raskmelding. En delvis raskmelding betyder, at du arbejder på nedsat tid. Ved en delvis raskmelding får du kombineret løn og sygedagpenge.

Du skal aftale en delvis raskmelding med din arbejdsgiver, for eksempel hvor mange timer du kan arbejde, og hvad du skal lave.

En anden mulighed er delvis sygemelding og delvis kommunal aktivering - hvis du har udsigt til at blive rask.


OK20: Til dig der skal stemme Vores partner Assembly Voting sender lige nu mails ud om OK20-afstemning fra 3f@mail.aion.dk. De mails kan du trygt åbne. 3F sender også mails ud fra en adresse, som ender på @3f.dk.
Vi advarer mod at åbne fup-mails, der udgiver sig for at være 3F, der ikke er sendt fra de to mails, som vi har omtalt.
Kø til at komme på Mit3F Der er i øjeblikket mange besøgende på Mit3F. Der kan derfor være ventetid, inden du får adgang til at komme på Mit3F. Vi anbefaler, at du eventuelt prøver at logge på senere.
Kontakt