Forside Fordele Få hjælp Bliv medlem Søg Log ind Tillidshverv Arbejdsmiljørepræsentant En arbejdsmiljørepræsentant er de ansattes ambassadør over for ledelsen i spørgsmål om arbejdsmiljøforhold. Det er et vigtigt tillidshverv, som er med til at sikre bedre og mere sikre forhold for alle de ansatte på arbejdspladsen.

Arbejdsmiljørepræsentanten er med til at sørge for, at du og dine kolleger kan arbejde uden at blive syge af arbejdet eller komme til skade.

Uanset om du oplever problemer med det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø, kan du altid gå til arbejdsmiljørepræsentanten, som er uddannet til at gøre din arbejdsplads bedre. Arbejdsmiljørepræsentanten repræsenterer alle faggrupper i det område, som arbejdsmiljøgruppen dækker i virksomheden.

Husk også, at 3F har arbejdsmiljøeksperter, som kan hjælpe og rådgive dig og jeres arbejdsmiljørepræsentant, hvis I oplever større problemer.

Arbejdsmiljøgruppe

Arbejdsmiljørepræsentanten er en del af en arbejdsmiljøgruppe, der i det daglige arbejder for et godt arbejdsmiljø i det område af en virksomhed, som gruppen dækker. Arbejdsmiljøgruppen skal blandt andet:

  • holde øje med sikkerheden og sundheden i gruppens område og søge at påvirke den enkelte til en sikker adfærd.
  • sikre, at alle medarbejdere instrueres korrekt, så alle kan arbejde med mindst mulig risiko.
  • deltage i arbejdet med Arbejdspladsvurderingerne (APV).
  • samarbejde med ledelsen om at planlægge alle forhold, der har indflydelse på arbejdsmiljøet.
  • deltage ved undersøgelse af eventuelle arbejdsulykker.

Hvis du vil vide mere om arbejdsmiljørepræsentantens rolle på arbejdspladsen, kan du altid kontakte din lokale 3F fagforening.

Valg af arbejdsmiljørepræsentant

Valget skal foregå på en måde, så alle i arbejdsmiljøgruppens område har mulighed for selv at stille op og stemme på den foretrukne kandidat.

Selve valget kan derfor foregå på forskellig vis, for eksempel:

  • Som et egentligt valg på et møde, hvor alle har mulighed for at deltage.
  • Som en skriftlig afstemning, hvor alle har mulighed for at aflevere deres stemme inden for en given periode.
  • Som et opslag på tavlen, hvor det meddeles, at en given medarbejder vil acceptere at blive valgt, men hvor der er mulighed for at komme med modkandidat.

Alle ansatte i arbejdsområdet, og altså også lærlinge, deltidsansatte, løstansatte, afløsere, vikarer og praktikanter, skal have mulighed for at deltage i afstemningen. Hvis du arbejder inden for kontor- og administrationsområdet, butiksansat og er beskæftiget mindre end 10 timer om ugen, har du ikke valgret.

Der skal afholdes valg, selvom der kun er én, der stiller op som arbejdsmiljørepræsentant. Arbejdsgiveren, virksomhedsledere og arbejdsledere må ikke deltage i valget.

Sådan giver i besked om valget

Så snart valget er overstået, skal resultatet fortælles til arbejdspladsens ledelse. Ledelsen kan gøre indsigelse mod valget, men kun hvis der sættes spørgsmålstegn ved, om valget er foregået efter reglerne. Ledelsen kan ikke gøre indsigelse mod den konkrete person, der er valgt til arbejdsmiljørepræsentant.

Nogle steder gives beskeden til virksomhedens ledelse gennem den faglige organisation. Medlemmer af 3F, der bliver valgt til arbejdsmiljørepræsentant, skal snarest muligt give besked om dette til den lokale 3F fagforening. Det er for at sikre, at den nyvalgte kan få mulighed for gode kurser, hjælp og vejledning fra 3F.

Læs også om

En god arbejdsplads med ordentlige og sikre forhold er yderst vigtigt, og måske har du lyst til, at give dine kolleger de bedst mulige forhold? Arbejdsmiljørepræsentanten er både et vigtigt tillidshverv, som giver dig udfordringer og samtidig en god mulighed for at få en større indsigt i arbejdsmarkedsforhold og arbejdsmiljø.

Det kun de ansatte, der kan vælge en arbejdsmiljørepræsentant, selvom det er arbejdspladsens leder, der har ansvaret for, at der bliver holdt et valg. Langt de fleste arbejdsmiljørepræsenter er medlem af en rigtig fagforening, men det er ikke et krav. Men da man er talerør for sine kolleger over for ledelsen, kan man komme til at stå meget alene, hvis ikke man er medlem af en fagforening. Med hvervet kommer nemlig også pres fra både arbejdsgiver og kolleger.

Arbejdsmiljøloven stiller ikke krav om anciennitet og kvalifikationer ved valg af arbejdsmiljørepræsentanten, men som ”tommelfingerregel” følger man ofte de retningslinjer, der er ved valg af tillidsrepræsentant.

3F kan rådgive og vejlede de arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlem af 3F. Du kan altid tage kontakt til din lokale 3F fagforening og få hjælp.

Se kurser om arbejdsmiljø

Hvor mange arbejdsmiljørepræsentanter, der kan vælges, afhænger af, hvor mange ansatte I er på virksomheden.

Er I under 10 ansatte, er der intet krav om, at I skal vælge en arbejdsmiljørepræsentant. Men samarbejdet om det gode og sikre arbejdsmiljø skal foregå mellem ledelsen og den enkelte ansatte. Derfor anbefaler 3F, at I også på små virksomheder vælger en arbejdsmiljørepræsentant, hvis I kan få ledelsen til at acceptere det. 

Skiftende arbejdspladser
På skiftende arbejdspladser som byggepladser og lignende skal der dog etableres en arbejdsmiljøorganisation, hvis der er fem eller flere ansatte i en periode på mindst 14 dage.
Med skiftende menes, at de ansatte arbejder uden for virksomhedens faste arbejdssted. Det kan for eksempel være på byggepladser, anlægsgartnere, hos private, på veje og udearealer.

10 til 34 ansatte
På de lidt større arbejdspladser skal der være en arbejdsmiljøorganisation med en eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter samt arbejdsledere. Organisationen skal varetage planlæggende og koordinerende opgaver om sikkerhed og sundhed. 

Virksomheder med 35 og flere ansatte
På de store virksomheder skal der være et antal lokale arbejdsmiljøgrupper, der varetager det daglige samarbejde om sikkerhed og sundhed. Der skal desuden oprettes et eller flere udvalg til at varetage de overordnede planlæggende og koordinerende opgaver. Virksomhedens øverste ledelse skal være direkte repræsenteret i det overordnede udvalg.

Kontakt din lokale 3F fagforening, hvis du er i tvivl om, hvor mange arbejdsmiljørepræsentanter, I må have på jeres arbejdsplads.

Normalt bliver arbejdsmiljørepræsentanten valgt for to år. Nogle steder aftaler man, at perioden er fire år.

Med mindre arbejdsmiljørepræsentanten bliver alvorligt syg, skifter job eller der sker store omlægninger af arbejdsmiljøorganisationen, fortsætter den valgte arbejdsmiljørepræsentant valgperioden ud. Når valgperioden udløber, skal der vælges på ny, også selvom den nuværende arbejdsmiljørepræsentant gerne vil fortsætte. Det skal være muligt at opstille modkandidater.

Arbejdsgiveren skal altid have besked om, hvem der er blevet valgt. Er den valgte arbejdsmiljørepræsentant medlem af en fagforening, skal fagforeningen have besked. Valget for organiserede ansatte er helt på plads, når den faglige organisation har fået besked om valget og har meddelt dette til den modstående arbejdsgiverorganisation eller den ikke-organiserede arbejdsgiver.


OK20: Til dig der skal stemme Vores partner Assembly Voting sender lige nu mails ud om OK20-afstemning fra 3f@mail.aion.dk. De mails kan du trygt åbne. 3F sender også mails ud fra en adresse, som ender på @3f.dk.
Vi advarer mod at åbne fup-mails, der udgiver sig for at være 3F, der ikke er sendt fra de to mails, som vi har omtalt.
Kø til at komme på Mit3F Der er i øjeblikket mange besøgende på Mit3F. Der kan derfor være ventetid, inden du får adgang til at komme på Mit3F. Vi anbefaler, at du eventuelt prøver at logge på senere.
Kontakt