Om den nye ferielov 2020

1. september 2020 træder en ny dansk ferielov i kraft. Her kan du se, hvad det betyder for dig og din ferie.

Med den nye ferielov har du samme ret til ferie, som du har i dag.

Perioden for, hvornår du optjener betalt ferie, og perioden for, hvornår du kan afholde ferien, bliver ændret.

Hvor du tidligere har optjent betalt ferie i kalenderåret fra 1. januar til 31. december, vil du med den nye ferielov løbende optjene betalt ferie fra 1. september til 31. august året efter. Du vil - som i dag - optjene 2,08 betalte feriedage om måneden.

Den optjente betalte ferie vil du kunne afholde fra 1. september til 31. december året efter, det vil sige en periode på 16 måneder. Dette giver større fleksibilitet, når du skal afholde din ferie.

Samtidighedsferie

Dine muligheder for at afholde ferie vil også blive ændret med den nye ferielov, da man indfører det, der hedder samtidighedsferie.

Det betyder, at du kan holde betalt ferie, så snart du har optjent den. De dage, som du optjener i den ene måned, kan du bruge til at holde betalt ferie for i den efterfølgende måned.

Overgangsperiode

Der vil være en overgangsperiode, inden den nye ferielov træder i kraft.

Overgangsperioden går fra 1. september 2019 til og med 31. august 2020. De feriemidler, som du optjener i denne periode, vil blive indefrosset og først udbetalt, når du forlader arbejdsmarkedet. Læs mere under Ofte stillede spørgsmål om den nye ferielov 2020.

Ferieoptjeningsåret i 2019 er derfor forkortet. Du optjener kun betalt ferie i perioden 1. januar 2019 til 31. august 2019. Denne kan du bruge til at holde betalt ferie for i perioden 1. maj 2020 til 30. september 2020. Fra 1. september 2020 begynder du at optjene ferie, som du kan holde løbende.

Ny på arbejdsmarkedet

Er du ny på arbejdsmarkedet, så kan du med den nye ferielov holde ferie tidligere end nu, hvor der i visse tilfælde kan gå op til halvandet år, før du har ret til ferie med løn.

Hvis du starter i job senere end 1. januar 2019, så er der nogle særlige regler, som du skal være opmærksom på. Læs mere under Ofte stillede spørgsmål om den nye ferielov 2020.

Ferie i 2019

Som udgangspunkt skal du holde ferie, som du plejer i 2019. Du bør dog lægge lidt ferie til side allerede nu, hvis du gerne vil holde fire ugers sommerferie eller tre ugers sommerferie og én uges efterårsferie i 2020. Læs mere under Eksempler på afholdelse af ferie i 2020.

Du kan også kontakte din lokale 3F-afdeling eller tage fat i din tillidsrepræsentant, hvis du har flere spørgsmål til den nye ferielov.

 

Meld dig ind i dag og bliv sikret i Danmarks stærkeste fagforening og A-kasse

Bliv medlem

Relaterede artikler