Pension
Førtidspension Kan du ikke klare et arbejde på almindelige vilkår eller et fleksjob, kan din kommune bevilge dig førtidspension. Her kan du læse om alle reglerne, og hvordan du kan få mere vejledning.

For at få førtidspension skal din arbejdsevne være varigt nedsat. Inden du kan få førtidspension, skal kommunen finde ud af, om du ved hjælp af ressourceforløb, revalidering eller andre beskæftigelsesrettede tilbud kan komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Det kan enten være til almindeligt job eller et fleksjob.

Arbejdsevnen kan være nedsat af flere årsager. Der er ikke forskel på, om arbejdsevnen er nedsat af fysiske, psykiske eller sociale årsager. Det afgørende er, at arbejdsevnen er varigt nedsat, og at alle muligheder for selvforsørgelse er udtømt, herunder også fleksjob og ressourceforløb.

Det betyder ikke, at du nødvendigvis skal have været i et fleksjob eller i et ressourceforløb for at blive tilkendt førtidspension, men kommunen skal have så meget dokumentation, at man kan vurdere, at arbejdsevnen er varig nedsat, og mulighederne for at udvikle den er udtømte. Altså, at det er den sidste mulighed tilbage. 

Over eller under 40 år

I førtidspensionsloven ses der på, om du er under eller over 40 år. 

Udgangspunktet i lovgivningen er, at der ikke kan tilkendes førtidspension til personer under 40 år. Dog kan førtidspension i alderen fra 18 til 39 år tilkendes, hvis det er dokumenteret, eller det på grund af særlige forhold er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres ved deltagelse i relevante jobafklaringsforløb, ressourceforløb eller aktiverings-, revaliderings-, behandlingsmæssige eller andre foranstaltninger. 

Kommunen skal kun iværksætte et ressourceforløb, hvis der er en realistisk forventning om, at din arbejdsevne kan udvikles. Det vil sige, at den indsats, som skal tilbydes i ressourceforløb, skal kunne bidrage til at udvikle din arbejdsevne. 

Læs mere om ressourceforløb
Fakta Tilskud til førtidspension

Som førtidspensionist har du mulighed for at få forskellige tilskud oven i din pension.

Du kan blandt andet have ret til: 

  • Fuld eller delvis dækning af merudgifter til kost og diætpræparater
  • Vedvarende hjælp til personlig pleje, beklædning og transport
  • Boligsikring
  • Særligt børnetilskud.
Læs også om

Førtidspensionens størrelse afhænger af, om du er enlig, gift eller samlevende.

Din ægtefælle/samlever må gerne have lønindtægter ved siden af uden at der bliver trukket i din førtidspension. Men andre indtægter end lønindtægt indgår i pensionen.

De aktuelle satser for førtidspension finder du på borger.dk. Samme sted kan du se, hvor meget din egen lønindtægt betyder for hvor meget du kan få i førtidspension.

Har du spørgsmål om beregning af førtidspension, skal du kontakte Udbetaling Danmark.

Det er vigtigt, at du tager kontakt til din lokale 3F-afdeling, før du kommer i den situation, at førtidspension er din eneste mulighed. 3F og a-kassen kan sammen med dig vurdere, om du har mulighed for at blive på arbejdsmarkedet.

Anke inden for fire uger 
Er du ikke tilfreds med kommunens afgørelse om førtidspension, kan du anke den inden for fire uger.

Find de aktuelle satser på borger.dk
Kontakt Udbetaling Danmark

Kommunen skal behandle en henvendelse om førtidspension ud fra alle de muligheder for støtte, der er i lovgivningen. Din arbejdsevne skal f.eks. vurderes. Kommunen skal i samarbejde med dig sørge for, at din arbejdsevne bliver undersøgt ved en læge og evt. udviklet i et ressourceforløb eller arbejdsprøvning/afklaringsforløb. Først når kommunen vurderer, at der er tilstrækkeligt dokumentation for arbejdsevnen, afgør kommunen, om førtidspensionssagen skal rejses.

Du har også mulighed for at selv at rejse førtidspensionssag på det, man kalder det foreliggende grundlag. Det betyder, at kommunen træffer afgørelse om, hvorvidt du opfylder betingelserne for førtidspension ud fra de oplysninger, der allerede foreligger i sagen. Kommunen indhenter f.eks. ikke yderligere lægelige oplysninger, og din arbejdsevne bliver ikke yderligere belyst i form af afklaringsforløb/arbejdsprøvning.

Det er meget vanskeligt at få tilkendt førtidspension på foreliggende grundlag, da der kun er få undtagelser for tilkendelse af førtidspension, uden at arbejdsevnen har været afprøvet - i praksis via en arbejdsprøvning, afklaringsforløb eller ressourceforløb.

Førtidspensionister kan modtage førtidspension og samtidig arbejde med løntilskud på særlige vilkår. Det kaldes et skånejob. Det er kommunen, der bevilger job med løntilskud. Jobbet kan oprettes hos en privat eller en offentlig arbejdsgiver - på fuld tid eller nedsat tid.

Førtidspensionister, der ansættes med løntilskud, skal have en ansættelseskontrakt, der beskriver løn, arbejdsvilkår, og hvor lang tid løntilskuddet er bevilliget. Din fagforening vil kunne hjælpe dig med fastsættelsen af løn og arbejdsvilkår.

For at din kommune kan afklare, hvad der vil være det rigtige for dig efter et sygdomsforløb, kan de sende dig i et afklaringsforløb. Det kaldes også virksomhedspraktik, afklaringsforløb eller andet. Det vil ofte foregå hos det, man kalder ”anden aktør” - et privat firma, der varetager den slags opgaver.

Det er en rigtig god idé at snakke med din lokale 3F fagforening, hvis du bliver sendt ud i arbejdsprøvning, eller når kommunen begynder at planlægge, hvad der skal ske, så din fagforening kan være med på sidelinjen og give dig støtte og vejledning.



Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt