Advarsel fra arbejdsgiver

En advarsel er en påtale fra din arbejdsgiver. Påtalen kan ende med en afskedigelse.

Hvis du har gjort et eller andet, der er i strid med reglerne på din arbejdsplads, kan det ende med en advarsel fra din arbejdsgiver.

Det kan blandt andet være, at du ikke har nået at melde dig syg, at du er mødt på jobbet i alkoholpåvirket tilstand, eller at du er gået fra din arbejdsplads før tiden.

Forskel på mundtlig og skriftlig advarsel

En advarsel kan være både mundtlig og skriftlig. Men for at arbejdsgiveren kan bruge det til en eventuel senere afskedigelse, skal den være skriftlig.

Den skal beskrive, hvad arbejdsgiveren mener, du har gjort forkert, og hvad konsekvenserne vil være, hvis det inden for rimelig tid sker igen.

En af konsekvenserne er som regel, at du bliver fyret; i værste fald, at du bliver bortvist.

3F kender dine rettigheder

Der kan også være aftaler på virksomheden, som udsteder retningslinjer for advarsler, afskedigelser med videre.

Hvis du ikke mener, at advarslen er berettiget, skal du straks gå til din tillidsrepræsentant eller din lokale 3F fagforening og bede dem om at tage sig af sagen.