Voksenelevløn

Er du over 25 år, kan du komme i lære som voksenelev. Laver du en aftale med arbejdsgiveren om at blive voksenlærling eller -elev, kan du få en højere løn end ungdomselever og -lærlinge.

Hvis du er over 25 år ved uddannelsesaftalens start, kan du blive voksenelev eller voksenlærling. Din arbejdsgiver vil så betale dig voksenelevløn i henhold til den gældende overenskomst.

Der er forskel på lønnen til voksenelever i de forskellige fag, ligesom der er forskel på de almindelige lønninger. Du finder svaret i den overenskomst, der dækker dit fag.  

Er dit område ikke dækket af en overenskomst, skal din arbejdsgiver betale en løn, der mindst svarer til, hvad der er gældende inden for beslægtede overenskomstområder.

Din lokale 3F fagforening kan fortælle dig, hvad voksenelevlønnen er inden for dit område, og om du har ret til voksenelevløn.

Du kan se en liste over 3F’s uddannelser og finde dit fag. Overenskomsterne er tilknyttet de enkelte uddannelser.