Arbejdsmiljø
Regler for arbejde i varme og hedebølge Det er godt at kende reglerne for arbejde i varme, når temperaturen stiger, og der er hedebølge. Her kan du læse om Arbejdstilsynets råd og retningslinjer.

Et godt arbejdsmiljø handler også om, at temperaturen på arbejdspladsen er passende i forhold til det arbejde, der udføres. Høje temperaturer kan påvirke både trivsel, koncentration og sikkerhed, og i nogle tilfælde udgøre en risiko for medarbejdernes sundhed.

Arbejdsgiveren har ansvaret for, at arbejdet tilrettelægges, så det kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt – også i perioder med høje temperaturer eller hedebølge.

Arbejdsgiverens ansvar

Der findes ikke én fast temperaturgrænse for, hvornår det er for varmt at arbejde. Det afhænger blandt andet af arbejdets karakter, den fysiske belastning, luftfugtighed, ventilation og de konkrete forhold på arbejdspladsen.

Arbejdsgiveren skal vurdere, om temperaturen udgør en risiko for medarbejdernes sikkerhed eller sundhed, og iværksætte de nødvendige foranstaltninger.

Det kan for eksempel være at:

  • planlægge de mest fysisk krævende opgaver til de køligste tidspunkter af dagen
  • sørge for adgang til frisk drikkevand
  • planlægge flere eller længere pauser
  • give mulighed for pauser i et køligere lokale eller et skyggefuldt område
  • anvende tekniske løsninger som ventilation, solafskærmning eller køling, hvor det er muligt
  • tilrettelægge arbejdet, så medarbejderne kan skifte mellem forskellige arbejdsopgaver, hvis varmen giver en stor fysisk belastning.
Arbejde indendørs

Temperaturen i arbejdsrum skal være passende i forhold til det arbejde, der udføres.

Ved stillesiddende eller let fysisk arbejde bør temperaturen under normale forhold normalt ikke overstige 25 °C. Under hedebølger kan temperaturen være højere, men arbejdsgiveren skal i så fald vurdere, om der er behov for særlige foranstaltninger for at beskytte medarbejderne.

Ved fysisk krævende arbejde kan selv lavere temperaturer opleves som belastende, og der kan derfor være behov for ekstra pauser eller andre tiltag.

Arbejde udendørs

Ved arbejde udendørs skal arbejdsgiveren beskytte medarbejderne mod vejrliget, når det er rimeligt. I varmt vejr kan det blandt andet være nødvendigt at etablere skygge, halvtag eller andre løsninger, som reducerer belastningen fra solen.

Ved længerevarende arbejde i høj varme kan det også være nødvendigt at ændre arbejdets tilrettelæggelse, så belastningen bliver mindre.

Fakta Varme- eller hedebølge  Varmebølge: Tre sammenhængende dage hvor gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer hver dag skal overstige 25 grader.

Hedebølge: Tre sammenhængende dage hvor gennemsnittet af de højeste registrerede temperaturer hver dag overstiger 28 grader.

Kilde: DMI
Tegn på varmepåvirkning

Høj varme kan påvirke kroppen og øge risikoen for fejl, ulykker og sygdom.

Vær blandt andet opmærksom på:

  • træthed og nedsat koncentration
  • hovedpine
  • svimmelhed
  • kvalme
  • muskelkramper
  • hedeslag.

Oplever du eller en kollega symptomer på varmepåvirkning, bør arbejdet afbrydes, og personen skal bringes til et køligere sted og have væske. Ved alvorlige symptomer skal der straks søges lægehjælp.

Arbejdsmiljøorganisationen skal inddrages Hvis der er en arbejdsmiljøorganisation på arbejdspladsen, skal den inddrages i arbejdet med at forebygge problemer som følge af høje temperaturer. Arbejdsmiljøorganisationen kan blandt andet bidrage til at vurdere risici og finde løsninger, der passer til den enkelte arbejdsplads. Læs mere

Du kan læse mere om reglerne hos Arbejdstilsynet:

AT-vejledning om arbejdsstedets indretning
Arbejde i sol og varme
Bliv medlem af 3F

Som medlem af 3F kan du få kyndig rådgivning af faglige eksperter, der kan hjælpe dig på rette vej.

Du får også en lang række medlemsfordele, der gør dit arbejdsliv lettere, tryggere og mere udviklende.

Når du melder dig ind i fagforeningen, får du de første to måneder gratis.

Bliv medlem
Bliv medlem


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt