Nyheder
1. maj 2025 Solskin, solidaritet og stærke stemmer 1. maj i Hillerød blev i år fejret i strålende solskin – og med et stærkt fremmøde. Vi startede kl. 9.00 i 3F Frederiksborg, hvor omkring 130 mennesker var mødt op til kaffe, morgenbrød, faglige talere og musik. Også på Torvet var der stor interesse for fejringen, hvor der var debat mellem lokale politikere, musikalsk underholdning og en fantastisk 1. maj-tale leveret af en elev fra Hanebjerg Skole.

 

3F Frederiksborgs nye formand, Michael Vilebæk, åbnede morgenmødet med en lille hilsen, hvorefter Anne Marie Hestehave fra FOA bød velkommen på vegne af FH Hovedstaden og alle de lokale fagforeninger.

 

Første faglige taler var Benny Andersen, forbundsformand i Socialpædagogernes Landsforbund (SL). I sin tale berørte Benny både om den internationale situation og det helt lokale. Han understregede bl.a., hvordan det socialpædagogiske område giver et klart billede af samfundets tilstand: Man kan tage temperaturen på samfundet ved at se på, hvordan vi behandler de mest udsatte – og det er desværre ikke godt. Ansatte i velfærdsfagene oplever et kæmpe pres - både fysisk og psykisk, og han påpegede behovet for bedre arbejdsmiljø på området og advarede imod den stigende pensionsalder.

 

Dagens anden faglige taler var Julie Mikkeline Krogh, tømrerlærling og forperson for 3F Ungdom i Hovedstaden. Julie talte passioneret om solidaritet på tværs af generationer og fag, og vigtigheden af at sikre gode vilkår for unge på arbejdsmarkedet.

 

Ind i mellem talerne leverede Lars den musikalske underholdning med guitarspil og arbejdersange. 
Selvfølgelig blev det også til en fællessang, hvor "Når jeg ser et rødt flag smælde" blev leveret for fuld udblæsning.

Optog til Torvet

Klokken 11.00 gik vi med faner og musik i optog gennem byen mod Torvet, hvor borgmester Kirsten Jensen bød velkommen.

 

Her holdt dagens første taler, en skoleelev fra Hanebjerg Skole, en tankevækkende 1. maj-tale. Talen var resultatet af en opgave, hvor de ældste klasser i Hillerød Kommune var blevet opfordret til at skrive deres bud på en 1. maj-tale – og vinderens tale blev holdt fra scenen.

 

Efterfølgende var der paneldebat, hvor Kirsten Jensen (Socialdemokratiet), Lars Elbrandt (SF) og Tue Tortzen (Enhedslisten) deltog. Debatten blev kyndigt styret af Emil Hagemann Christensen, lærer på Grundtvig Højskolen, og satte fokus på både lokale og nationale udfordringer.

 

Den musikalske underholdning blev leveret af "Shubiduo".

 

Rundt om pladsen kunne deltagerne møde arbejderpartierne, mens børnene kunne hygge sig med ansigtsmaling.

 

Dagen blev en stor succes med solskin, solidaritet og stærke stemmer. Tak til alle, der var med til at markere Arbejdernes Internationale Kampdag i Hillerød.


Masser af fordele med 3F Som medlem af 3F får du mange gode fordele og rabatter:
  • Rabat på dine forsikringer
  • Rabat i mere end 1.300 butikker og webshops
  • Fri adgang til 3F Superliga
Kontakt